Emma Donoghue: Rum

Roman

Emma Donoghue:

RUM

341 sider, 300 kr.

Politikens Forlag

Er udkommet

Med en lettere parafrasering af Nietzsches ikoniske udsagn om, at der ud af kaos skal fødes en dansende stjerne, kunne man i relation til Emma Donoghues vidunderligt enestående roman ”Rum” sige, at der af en østrigsk kælder skal fødes et lille mirakel.

For netop som i den horrible, virkelige historie om Natascha Kampusch, der i otte år blev holdt indespærret i sin bortførers kælder, skriver talentfulde Donoghue i ”Rum” om den femårige Jack, der har boet hele sit liv sammen med sin mor i et rum beliggende i baghaven hos manden, der kidnappede hans mor og siden systematisk voldtog hende og holdt hende indespærret.

Baggrunden udfolder sig kun langsomt, for Donoghue formår uden at vakle at fortælle hele den komplekse og hjerteskærende historie fra Jacks barnlige synsvinkel, hvilket betyder, at vi som læsere i begyndelsen kastes hovedkulds ind i den absurde verden, som han naturligt anser som værende den eneste gyldige.

Overlevelsesstrategi

Som led i en nødvendig overlevelsesstrategi har hun skabt hans virkelighed ud fra de eksisterende betingelser og ud fra den mulige forudsætning, at de aldrig vil slippe fri, hvorfor knægten tror, at deres seng er den eneste seng, der findes, på samme måde som deres gulvtæppe, klædeskab og plante.

Hver aften, når Jack sover eller burde sove, kommer deres overgrebsmand, Gamle Nick, ind i ”Rum”, som moderen har døbt deres isolationsfængsel, med den fornødne madration og for at have sex med moderen, der nødtvunget finder sig i de systematiske krænkelser.

En dag bliver fangenskabet naturligt for meget for moderen, og hun begynder så småt at indvie den tvivlrådige Jack i den verden, der findes uden for ”Rum”. Flugten har ham i hovedrollen, og selvom den lykkes, er den frihed, der venter dem, alt andet end en velsignelse. For først her begynder problemerne for en familie, der kun har kendt og haft hinanden - på godt og ondt.

Romanens force

Donoghue skaber et usandsynligt troværdigt billede af Jack og den ubegribeligt ekstreme forandring, som han står over for. Det er ambitiøst, at fortællerperspektivet aldrig viger fra sin unge hovedperson, fordi en alvidende fortællers bedrevidende indspark ville have knust den illusion, der er romanens force.

Man kan ikke undgå at blive suget ind i universet, der kvælende og klaustrofobisk omslutter sin læser og tvinger til en nødvendig refleksion over frihedens forbandelse og velsignelse.

”Rum” er eksperimenterende i sin præmis og har lykkeligt ikke til formål at fordømme det åbenlyse, men snarere at sandsynliggøre en fiktion, der desværre forekommer skræmmende realistisk.