Anmeldelse:
Anmeldelse: 4 out of 6
Find mere om:
Elsebeth Egholm: Tre hundes nat | bog.guide.dk

Elsebeth Egholm: Tre hundes nat

Elsebeth Egholm rammer med vanlig træfsikkerhed plet med sin nye krimi i det jyske.

Krimibog

Elsebeth Egholm:

Tre hundes nat

392 sider, 300 kr.

Politikens Forlag

UDKOMMER I DAG

Det er en god timing at udsende Elsebeth Egholms nye krimi ”Tre hundes nat” netop nu, hvor tv-serien ”Den som dræber” kører over tv-skærmene hver søndag. En serie, hun er manuskriptforfatter på, så markedsføringen kan køre på baghjul af tv-krimien.

Hendes store talent ligger dog i krimiromanen, og heller ikke denne gang ryster hun på hånden i sin udførelse. Med en imponerende sikkerhed har Egholm skruet et virksomt plot sammen fortalt med en naturlig lethed.

I hendes seks foregående krimier havde journalisten Dicte Svendsen hovedrollen, men i ”Tre hundes nat” er stafetten givet videre til Dictes søn, Peter Boutrup.

Betændt affære

Han forsøger at få en normal tilværelse efter at have siddet fire år i fængsel, bor i en fiskerhytte i Grenaa og holder kun fast i et par enkelte kammerater fra fortiden. Men da en af dem bliver fundet dræbt tæt på Peters bolig, bliver han ufrivilligt involveret i en betændt affære, der også inkluderer naboen, der ved en mystisk ulykke har mistet mand og barn.

Sammen dykker de ned i fortiden for at finde svar. Også den gæve pige Kir dykker, men helt konkret under vand, og det er hende, der finder liget af en kvinde, der har fået ansigtet skåret af. Opklaringen af den forbrydelse står blandt andet politimanden Mark for, og også han har en tung bagage af hemmeligheder at løfte rundt med.

Selv om synsvinklerne skifter mellem hovedkaraktererne, er der et markant skift fra den stærke kvindelige stemme, der præger Dicte Svendsen-krimierne, til de mandlige stemmer, der hovedsageligt fylder her.

Overordnet lægger Egholm ubesværet og troværdigt stemmer til alle figurerne. Man kan derfor let tilgive en enkel lille svipser som denne:

»Han sagde til sig selv, at han var nødt til at hente noget tøj til hende. Undertøj, strømper, helst noget varmt bomuldsnattøj og et par trøjer.« Peter Boutrup virker ikke som en mand, der går op i lune bomuldspyjamasser. Til gengæld er han en interessant og sympatisk figur at følge.

Det fungerer strålende

Det er ikke helt atypisk, at en detektivrolle går i arv, så det skrivende ophav kan forlænge en serie.

Det har både Henning Mankell og Patricia Cornwell gjort, og det fungerer også strålende for Egholm. Faktisk så fint, at selvom man har svært ved at vriste bogen ud af hænderne, når man først er gået i gang, så har man alligevel lyst til at udskyde afskeden med karaktererne og deres oprivende oplevelser.

Anmeldelse af Elsebeth Egholm - Kød og blod

21-06-2014: Elsebeth Egholms nye krimi har det hele – men mindre kunne nok have gjort det. Læs artikel

Anmeldelse: Elsebeth Egholm: De døde sjæles nat

27-04-2012: ”De døde sjæles nat” er både en selvstændig krimi og en historie, der fletter sig ind i Egholms produktion. Læs artikel

Anmeldelse af Aline Sax - Dobbeltspil

11-05-2014: Hovedpersonerne i Aline Sax’ nye ungdomsroman er rodløse, småkriminelle, homoseksuelle – og lidt uskarpt beskrevet. Læs artikel

Anmeldelse af Donna Tartt - Stillidsen

25-03-2014: Der er kælet for hver en detalje i Donna Tartts generøse murstensepos om kunst, kærlighed og kriminalitet. Læs artikel

Anmeldelse af Louise Kringelbach - Jordfald

16-07-2013: Louise Kringelbach leger med det magiske i sin anden roman, men den litterære magi udebliver desværre. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste
Loading...