Elsebeth Egholm: Liv og legeme

Elsebeth Egholm:

LIV OG LEGEME

Politikens Forlag

381 sider, 299 kr.

Er udkommet


”Liv og legeme” begynder og ender med en begravelse. Ganske sigende for en roman, der kredser om døden og alle de skridt, der er fra sygesengen til krematoriet - og videre til eventuelle donorer. Man skulle næsten tro, at Elsebeth Egholm havde fået sit clue fra forårets kampagne om at tage stilling til organdonation.

Helt nutidig og højaktuel er i al fald dette 5. bind om Århus-journalisten Dicte Svendsen, der denne gang drages ind i et mordmysterium af de helt makabre, da en ung pige findes udbenet og uden øjne på et fodboldstadium. Sporene peger på det højreorienterede miljø i Århus, men pludselig viser forbrydelsens signatur sig at have ligheder med drab begået i Kosovo og Polen. Er der mon tale om en international seriemorder? Eller om organiseret kriminalitet af den allermest uhyggelige slags? Sagen bliver kun endnu mere speget, da en nyresyg straffefange kontakter Dicte med et usædvanligt forslag om en meget personlig byttehandel.

Elsebeth Egholm er med sine murstensromaner om den knøve krimireporter Dicte Svendsen blevet en af de mest læste danske forfattere. Det forstår man sådan set godt. Hun skriver godt og flydende og formår at sende et koldt rislende gys ned af ryggen på læseren med sin effektive fortælling, der følger Dicte, mens hun igen forsvinder ind i forbrydelsens mørke rum. I modsætning til de foregående bestsellere spiller Dictes veninder en mindre rolle, mens fotografen Bo - Dictes sikre fundament - og politimanden Wagner igen indtager centrale roller.

Tak for kaffe!
Egholm har altså fundet en formel, der virker. Men der er ridser i lakken. For det første er der nogle sammenfald, der næsten er for utrolige til at være sande. For det andet går sproget på krykker - det, der burde stå mellem linjerne, er tekstet for hørehæmmede. Værst, når Egholm tyr til forklarende sætninger À la: »Trafficking? spurgte Dicte og brugte det internationale ord for menneskehandel, som plejede at omfatte kvinder solgt til prostitution fra fattige lande til den vestlige verden.«

Tak for kaffe!

Det må også undre, at nyrekirurgen Kempinski for læserens skyld udbryder »Hornhinden er altså regnet for et organ? Det var jeg ikke klar over.« Sproglig elegance og antydningens kunst er ikke det, der karakteriserer ”Liv og legeme”, der præges af gumpetunge, belærende formuleringer, der virker lidt trættende, særligt da man som læser ofte føler, at man er foran i opklaringsarbejdet. Men leder man efter underholdende læsning af den slags, der involverer skarpe instrumenter og bankende hjerter, er ”Liv og legeme” bestemt en kødelig - og ikke kedelig - oplevelse.