Einar Már Gudmundsson: Sindets tremmer

Roman Einar Már Gudmundsson: Sindets tremmer - en kærlighedshistorie (Rimlar hugans - ástarsaga)

På dansk ved Erik Skyum-Nielsen

336 sider,

299 kr. Borgen/Vindrose

UDKOMMER I DAG

I hvilket omfang den alkoholiserede islandske forfatter Einar Már Gudmundsson i ”Sindets tremmer” er identisk med den virkelige, efter eget udsagn nu tørlagte islandske forfatter Einar Már Gudmundsson spiller ikke den store rolle.

Ganske vist ligner han ham til forveksling helt ud i biografiske detaljer og titlerne på de bøger, han tidligere har skrevet, men det afgørende er, at forfatteren Einar Már i romanen indgår med stor styrke og bevægende virkning i en form for dialog med sin navnefælle Einar Thór.

Glødende breve
Han er til gengæld ikke blevet nogen berømt forfatter, der igennem mange år stort set har formået at bære sin brandert offentligt. Tværtimod er Einar Thór er en forhutlet dranker og narkoman, som sidder i fængslet Litla-Hraun for at sælge stoffer.

Der skriver han, ikke mindst til sin kæreste Eva, en lang række glødende breve. Dem får forfatteren på et tidspunkt i hænderne, efter at hans og Einar Thórs veje er krydsedes i Anonyme Alkoholikere.

Det vil så også sige, at hvor det umiddelbart kan virke relativt let for forfatteren en dag blot at se sin egen pinlighed i øjnene og kvitte spritten uden de store vanskeligheder, står der helt andre ting i vejen og på spil for Einar Thór og Eva. Både i negativ og i positiv forstand.

For mere end noget andet er det en kærlighedshistorie. Hvor forfatteren synes at leve et, årelang druk eller ej, fredeligt og harmonisk liv med kone, fem børn og international kunstnerkarriere, er følelserne mellem Einar Thór og Eva den helt store passion, der igennem brevene vokser sig langt ud over, hvad stoffer og fængsel kan holde inde og nede.

Velformuleret misbruger
Gudmundsson - altså den virkelige - kombinerer her meget af det bedste fra dels sine mørke sider i det fabulerende, Nordisk Råds Litteraturpris-belønnede mesterværk ”Universets Engle”, dels de mere jordnære, besk realistiske portrætter af Islands underhunde fra hans tidlige erindringsromaner til senest ”Beatlemanifestet”.

Alene den kendsgerning, at Einar Thór og Eva må være to af verdenslitteraturens mest velformulerede og reflekterede misbrugere, signalerer, at det ikke kun er socialrealisme det her endsige anti-alkoholisk beredskabslitteratur.

Det er mindst lige så meget en jævnligt vittig leg mellem fiktionen og dens stjerner på den ene side og den rå islandske virkelighed og dens tabere på den anden, og hvordan begge dele kan inspirere ofrene til at gøre sig fri - samt til at fortælle historier og gerne mange forskellige.

Litterære teknikker i brug
Dermed bliver det i forhold til mange andre af Gúdmundsson en temmelig litterær og selvdiskuterende bog, hvor alle de litterære teknikker er nærmest demonstrativt i forgrunden.

Fortællestemmer glider ind og ud mellem hinanden, synsvinkler skifter, der hoppes frem og tilbage i tid og namedroppes forfattere fra det islandske nationalmonument Halldór Laxness til den store italiener Italo Calvino, der i sin tid gerne legede med fiktionen på lignende vis.

Formatet viser sig
Men Gúdmundssons format viser sig i, at han bruger sin velvoksne litterære dannelse til noget. Til at fortælle en aldeles virkelighedsnær, almengyldig og humanistisk historie om troværdige menneskers grundlæggende følelser.

Og om, hvordan netop skriften og fortællingens hvad-nu-hvis-muligheder er en måde at leve dem ud på, i hvert fald sådan som historierne er skildret her.

Eller det er i hvert fald en begyndelse, for romanens sidste billede - hvor Einar Thór i øvrigt har overtaget romanen fra Einar Már - handler ikke for ingenting om at tale sammen.