Anmeldelse:
Anmeldelse: 5 af 6
Artiklens emner:
Find mere om:
Roman (valgte)
1800-tallet

Edward P. Jones: Den kendte verden

Stort anlagt amerikansk roman fra et slavesamfund på vej mod sammenbrud.

Roman

Edward P. Jones:

DEN KENDTE VERDEN (The Known World)

Oversat fra amerikansk af Søren K. Barsøe

375 s. Kr. 299

Klim

UDKOMMER I DAG

Verden er i denne forbindelse slaveriets verden. For i midten af 1800-tallet er det mere end noget andet forholdet mellem frie og ufrie mennesker, der bestemmer over liv, død og forholdet mellem beboerne i Manchester County, Virginia.

Omdrejningspunktet er den frigivne slave Henry Townsends store farm. Han har, hvad der er historiens sande afsæt, selv nedsat sig som slaveejer, og gør ligesom sine hvide kolleger brug af områdets slavejægere, når nogle af hans mindre heldige racefæller med som regel svigtende held forsøger at stikke af.

Der er kontant og synlig afregning: Afskæring af et øre eller overskæring af akillessener, hvad slavejægerne efterhånden er eksperter i. For forholdet mellem herre og slave er ikke kun principielt og økonomisk, det er i lige så høj grad et spørgsmål om at have ret til at udøve vold mod den anden.

Den i dag 60-årige Edward P. Jones' romandebut var en sensation i USA ved udgivelsen i 2003 og har siden indhøstet både en Pulitzerpris og den irske IMPAC Award. Det er forståeligt nok.

Ganske vist er det ikke romaner om slaveriet, der mangler. Men Jones' sans for at skrive sig ind i mentaliteten hos de berørte af mange slags og hudfarver er helt usædvanlig.

Og han skærer endnu mere ind til benet, end slavejægerne gør. Stilen er ganske vist ambitiøs og episk lagt an med stort persongalleri og flimren frem og tilbage i tid og rum, men volden og indespærringen er konstant til stede, og udgangen på de fleste småhistorier besk eller det der er værre.

Vejen nordpå

I et større perspektiv er det også en historie om at kunne - og ville - komme væk og videre eller ej, og hvor fatale følger det ellers kan få. De kommende sorte folkevandringer fra syd til nord antydes til slut, og de sidste sider er ikke for ingenting dateret den 12. april 1861: Dagen, hvor den amerikanske borgerkrig begyndte.

Søren K. Barsøe er i sin lydhøre oversættelse klogeligt nok afstået fra at imitere sort eller hvid sydstatsdialekt, men har alligevel formået at få skabt en underspillet stemning af et meget anderledes landbrugssamfund for længe siden. Hvor også sproget og den måde, man taler til og om hinanden på, er en del af magtforholdet.

Anmeldelse: Toril Brekke: Det forjættede land

19-08-2011: I sidste bind af Toril Brekkes trilogi er nybyggerne blevet etableret, og det omskiftelige liv i mulighedernes land er godt i gang. Læs artikel

Anmeldelse: Peder Bundgaard: Slægten - Evigt uddelte sammen

11-02-2011: ”Evigt udelte sammen” - den seneste bog i rækken om den fiktive slægt Dane - er et klodset forsøg på at skrive danmarkshistorie i romanform. Læs artikel

Anmeldelse: Henning Prins: Stiftelsen

11-02-2011: ”Stiftelsen” afslutter en romantrilogi skrevet i et sanseligt og konkret sprog, så man tydeligt mærker stanken og gruen i København for 200 år siden. Læs artikel

Anmeldelse: Richard Flanagan: Savn

19-01-2011: Ny roman tager afsæt i kolonialiseringen af den australske ø. De fleste af de beskrevne hændelser er historisk autentiske og kan dokumenteres. Læs artikel

Anmeldelse: Abraham Cahan: Den hvide terror og den røde

19-12-2010: Nihilisme og pogromer i Rusland i 1800-tallet. Abraham Cahans roman fortæller om terrorens tidlige barndom i Rusland. Læs artikel
 
Loading...
Læs også
Loading...
Mest læste på bog.guide.dk
Loading...
Jeg har læst
Loading...