Anmeldelse:
Anmeldelse: 6 af 6
Artiklens emner:

Anmeldelse: Edmund de Waal: Haren med de ravgule øjne

Keramikkunstner havde et par års altopslugende studier i sin jødiske slægt. Alt sammen udløst af en fornem samling japanske miniaturefigurer.

Slægtssaga

Edmund de Waal:

Haren med de ravgule øjne

Oversat fra engelsk af Jesper Kistorp og Ole Thorslund Andersen

388 sider, 299 kr.

Hr. Ferdinand

UDKOMMER I DAG

At arve en ting er at arve en historie. At arve en historie er at arve et ansvar, og det kan være temmelig omsiggribende, når det hele begynder fem slægtled tilbage i Odessa og ender i Tokyo godt og vel 150 år senere.

For keramikkunstneren Edmund de Waal betød det et par års altopslugende studier i hans jødiske slægt, Ephrussi, som efter to verdenskrige og en jødeforfølgelse er reduceret til en skygge af sig selv.

Lykkeligt for os, at Edmund de Waal tog ansvaret på sig, for resultatet er en fuldstændig fortryllende fortælling om storhed og fald, kunst og krig, lidenskab og tab. Alt sammen udløst af en fornem samling japanske miniaturefigurer, 264 netsuker, som han arver fra sin barnløse onkel Ignace Ephrussi.

Udskåret af elfenben

Hver eneste lille figur i samlingen er et pragteksemplar, udskåret af elfenben, horn eller buksbomtræ af navngivne japanske kunstnere i begyndelsen af det 19. århundrede. De kommer til Paris fra Yokohama i 1870'erne, hvor kunstsamler, kunstkritiker og mæcen Charles Ephrussi køber dem hos en antikvitetshandler og placerer dem i et sort vitrineskab.

Tiden er til det eksotiske, og man dyrker det i alle afskygninger: Tapeter, malerier, skulpturer, lakarbejder.

I 1899 er forblændelsen falmet. Nu kommer empire-møbler og nyklassicisme på mode, og Charles forærer vitrineskab med indhold til sin fætter Viktor, som bor i Wien og skal

giftes med den bedårende Emmy.

Wien er præget er fin-de-siècle, og byen er fuld af stuk og staffage, ornamentik og kulisse. I det marmorpalæ, hvor Viktor og Emmy skal bo, forvises vitrineskabet til hustruens påklædningsværelse.

I dybden med ejerne

Det havde været en enkel opgave for Edmund de Waal at koncentrere sig om netsukerne. Ræven, den sammenrullede slange på et lotusblad, en sovende tjener, tre tudser på et blad, en nøgen kvinde og en blæksprutte etc., er i sig selv en skatkiste af fortællinger og historie, men forfatterens fascination rækker videre. Han vil kende deres ejere helt ned til den mindste meissen-tekop.

Det er ikke så umuligt, som det lyder, for Ephrussi-slægten er ikke hvem som helst. Den er et bankdynasti med betragtelige formuer, navnkundige kunst- og bogsamlinger og monumentale bygninger, som ikke uden en vis selvsikkerhed kaldes Palais Ephrussi, hvad enten de ligger i Odessa, Paris eller Wien.

Kendte medlemmer

Flere familiemedlemmer optræder i romaner af Proust og Hoffmannstahl; de personlige arkiver rummer brevvekslinger med Rilke; Charles er afbildet på maleriet ”Sejlernes frokost” af Renoir, og på Museé d'Orsay hænger stadig et berømt Manet-maleri fra hans samling.

I Wiens jødiske arkiv fortæller et rødt stempel hen over Viktors navn, at han og Emmy blev fordrevet i 1938, efter at alle familiens værdier og ejendomme var blevet beslaglagt af Gestapo. Dette sorte kapitel, som bliver dynastiets endelig, hører selvfølgelig med.

”Haren med de ravgule øjne” er et storladent epos, skrevet med ånd, vid og forståelse. Netop sådan giver man de døde oprejsning og et liv, som ikke kan undgå at bevæge læseren.

Hvilken bog! Hvilken forfatter!

Anmeldelse: Lars-Henrik Olsen: Kongens død

21-01-2012: Efter 23 år afslutter Lars-Henrik Olsen sin middelaldersaga. Læs artikel

Anmeldelse: Daína Chaviano: Havana, min elskede

14-06-2011: En fornem multikulturel ensemble-roman underholder og fængsler. Læs artikel

Anmeldelse: Jean M. Auel: Hulernes sang

07-04-2011: Istidssaga: Det sidste bind i ”Jordens Børn” er endnu en omfattende istidssaga om Ayla og Jondalar. Den går fra grønspættebog til Harlequin-bog. Læs artikel

Anmeldelse: Einar Kárason: Raseri

25-02-2011: Einar Kárason anskueliggør splittelsen mellem på den ene side individets ønske om fred og på den anden side slægtsmenneskets ansvar. Det sker i en fortælling fra 1250 på Island. Læs artikel

Anmeldelse: Jan Christophersen: Snedage

09-12-2010: En befriende ”gammeldags” roman. Jan Christophersen, nutidens svar på Theodor Storm, leder efter identitet og kerneværdier. Læs artikel
 
Loading...
Læs også
Loading...
Mest læste på bog.guide.dk
Loading...
Jeg har læst
Loading...