Anmeldelse:
Anmeldelse: 4 af 6 stjerner.
Artiklens emner:

Edgar Allan Poe: Arthur Gordon Pyms eventyr & Heureka

Edgar Allan Poes 200-år markeres med danske nyoversættelser af hans to længste værker.

Jubilæumsbog

Edgar Allan Poe: Arthur Gordon Pyms eventyr & Heureka

På dansk ved Hans-Jørgen Birkemose

274 sider, 299 kr.

Klim

UDKOMMER I DAG

Først er det slemt, så bliver det meget værre, og til sidst går alting i opløsning. I hvert fald for den unge Arthur, der engang i 1830'erne sejler ud som blind passager, efter et blodigt mytteri havner på en sydhavsø befolket af aggressive indfødte og endelig driver i retning af et Antarktis hinsides alle normale forestillinger.

”The Narrative of Arthur Gordon Pym of Nantucket” fra 1838 er det tætteste, som Edgar Allan Poe kom på at skrive en roman.

Mest af alt ligner den dog tre nødtørftigt sammenrimpede noveller, hvor sammenhængen og udviklingen altovervejende sker igennem, at hver ny del kommer et ryk nærmere det fantastiske frem mod en kulmination, der er lige så storslået og skrækindjagende, som den henstår uforklaret.

”Pym” udkommer i dag sammen med det filosofiske prosadigt ”Heureka”, Poes sidste større tekst, i Hans-Jørgen Birkemoses nyoversættelse som et let forsinket À propos til Poes 200-års dag den 19. januar.

Samtidig supplerer bindet Birkemoses to bind nyoversættelser fra 2007 af Poes noveller og andre korte tekster, således at al Poes fiktionsprosa nu for første gang foreligger på dansk i én samlet oversættelse.

Fra Pym til Poe
Det er stort arbejde. Hele Poes palet af galskab, realisme, nørderi, ironi og sprogleg er dækket ind, og det eneste utilfredsstillende er, at udgivelsen nærmest underspiller sin egen kvalitet, herunder at det er første gang, ”Heureka” bliver oversat.

Nok så vigtigt er, at de to, selv efter Poes standard, særprægede tekster nærmest skriger på et forord, der kan lokke andre end hårdkogte fans indenfor. Rent sprogligt er det imidlertid kun, ligesom tilfældet var for flere af novellerne, Birkemoses titelvalg til historien om Pym, der giver anledning til undren.

Som originaltitlen signalerer, er det jo udtrykkelig Pym selv, der fortæller. Men teksten er ifølge rammehistorien angiveligt udgivet af Poe selv efter Pyms »pludselige og tragiske død«, som ikke beskrives nærmere.

Stol ikke på nogen
Den er med andre ord i al sin gru og alt sit tiltagende vanvid ikke nødvendigvis fuldstændig troværdig, på én gang højromantisk rædselshistorie og antydning af, at højromantiske rædselshistorier ikke uden videre skal tages for pålydende. En tvetydighed, som går igen i ”Heureka”, der også balancerer hårfint mellem at være dybsindige overvejelser over verdens indretning og listig parodi på netop højpandede filosofiske forsøg på at skrive Det Store Essay Om Alt - uden at den ene synsvinkel udelukker den anden.

Det er altså ikke bare Arthur Gordon Pym, der hos Poe kommer ud på det dybe vand. For i sit korte, forsumpede forfatterliv nåede USA's svar på Mozart ikke blot stort set at opfinde amerikansk litteratur, horror- og detektivgenrerne, novellen som kunstform og det frie forfatterliv som tilværelse.

Han fik også sendt både tekstbegrebet og læseren på en turbulent langfart, hvorfra der stadig er meget langt hjem.

Hvis der overhovedet er noget at komme tilbage til.



Blå bog
Edgar Allan Poe


Født den 19. januar 1809 i Boston, Massachusetts.

Forsøg på militær og akademisk karriere, men ingen afsluttet uddannelse.

Debut i 1927 med digtsamlingen ”Tamerlane”.

Lever derefter som journalist og fri forfatter, primært af noveller og digte.

Ægter i 1835 sin 13-årige kusine Virginia Clemm, som dør af tuberkulose to år senere.

Efter års massive misbrugsproblemer og tiltagende mental ustabilitet findes han den 3. oktober 1849 døende på gaden i Baltimore og udånder fire dage senere.

Siden 1949 har en tilhyllet person hvert år på hans fødselsdag lagt tre roser og en halv flaske Martell-cognac på hans grav.

Kendteste værker: Digtet ”Ravnen”, fortællingerne ”Metzengerstein”, ”Maskeraden under den røde død”, ”Den sorte kat”, ”Hjertet der sladrede”, ”Amontilladofadet”, ”Ushers fald”, ”Berenice”, ”Mordene i Rue Morgue”, ”Det stjålne brev” og ”Guldbillen”.

Flere artikler som denne? Se hele listen her
Har du kommentarer til guide?

Når fakta møder fantasi

06-08-2010: ”Himmelvægterne” sprænger sin egen ramme i stumper og stykker.

Læs artikel

Herman Melville: Redburn: Hans første rejse.

25-09-2009: ”Redburn” har også en høj aktuel læseværdi, fordi den i sig selv er en fascinerende historie. Handlingen foregår i USA og England i første halvdel af 1800-tallet.

Læs artikel

Litterær slowfood

29-05-2009: Over 150 år efter, at Thackery skrev ”Barry Lyndon”, ligger der nu en ny stilsikker oversættelse.

Læs artikel

Danskeres integration i Argentina

14-05-2009: Jane Aamund ser på nutidens integrationsproblemer ud fra danske udvandrere i 1800-tallet.

Læs artikel

Toril Brekke: Guldfeber

17-02-2009: Andet bind af Toril Brekkes serie om norske udvandreres skæbne i USA for halvandet hundrede år siden.

Læs artikel
Nyt om roman
Loading...
Nyt om Edgar Allan Poe
Loading...
Mest læste på bog.guide.dk
Loading...
TekstlinksAnnonce