E.M. Forster: Howards End

Roman

E.M. Forster:

HOWARDS END (Howards End, 1910)

Oversat fra Christina Færge-Broberg

350 sider, 299 kr.

Forlaget Bahnhof

E.M. Forsters romaner ”A Room With A View” (1908), ”Howards End” (1910) og “A Passage to India” (1924) kom på bestsellerlisterne, da de blev lavet til film som en del af den store engelske ”heritage”-bølge i 1980'erne og 1990'erne. Der er almindelig enighed om, at filmatiseringen af ”Howards End” er den mest vellykkede både som film og i forhold til bogforlægget.

Af de tre romaner har kun ”A Room With a View” og ”A Passage to India” hidtil kunnet læses på dansk, mens Forsters første roman, ”Where Angels Fear to Tread” også er blevet oversat. Nu er så, efter lige knap 100 år, ”Howards End” endelig klar på dansk.

Opbrud fra det normale

Forster hører til på overgangen mellem victorianisme og modernisme i den edwardianske periode mellem 1901-10. Hans romaner og noveller frembyder ikke nogen eksperimenteren med formen, som den kendes fra det 19. århundredes store realistiske tradition. Men når det kommer til indholdet, mærker man opbruddet fra det ellers så skråsikre verdensbillede, som den victorianske realis-tiske roman afspejlede.

Forsters hjerteanliggende var spændingen mellem den begejstring for materielle fremskridt, som det succesrige victorianske menneske hyldede bag en facade af disciplineret værdighed, og så længslen efter det umiddelbare - alt det, der ikke bare lige kunne ordnes på samfundsbutikkens velordnede hylder.

Forster brugte som regel Italien og andre middelhavsområder som symboler på en æstetisk og livskraftig sanseverden, der stod i grel modsætning til det industrialiserede, selvbehagelige, sodsværtede Storbritannien.

Forsters forfatterskab er forsøg på at bringe en dialog i stand mellem de to verdener i fiktionens form. Som motto for hans ”Howards End” står fragmentet »Forbind blot?« Det optræder længere fremme i romanen i en lidt mere udvidet form som »Forbind blot prosaen og passionen.«

Testamente ignoreres

Prosaen i ”Howards End” er familien Wilcox, som søstrene Schlegel har mødt på en tur til det Tyskland, som deres far udvandrede fra for at slå sig ned i England. Navnlig fru Wilcox gør et stort indtryk på Margaret, den ældste af søstrene. Hun mener at kunne se dybder i den statelige og myndige kvinde, og beslutter sig for at dyrke hende.

Som det dog viser sig, er der under den damask-klædte overflade ikke rigtigt noget. Men fru Wilcox må have anet dragningen fra den passionerede Margaret, for i et meget uofficielt testamente efterlader hun sin landejendom Howards End til den unge kvinde.

Testamentet er så uofficielt, at det ignoreres af familien Wilcox.

Arbejderklassemanden

Mens søstrene Schlegel lever deres kunstfyldte liv i London, har familien Wilcox travlt med at konsolidere deres formue og sociale position. Da Wilcox' byhus ligger lige over for Schlegel-søstrene, kan de ikke undgå at mødes.

En slags katalysator for de to familiers indbyrdes forhold bliver en ung arbejderklassemand med ambitioner. Der venter ham et ulykkeligt endeligt som kastebold mellem søstrenes sociale samvittighed og dybest set uansvarlige lyst til samfundsmæssig eksperimenteren på den ene side og så hr. Wilcox' urokkelige tro på den sociale darwinisme på den anden.

Reaktion mod selvtilfredshed

”Howards End” er victoriansk melodrama udsat for den edwardiansk og modernistisk indstillede Forsters reaktion mod victoriansk selvtilfredshed, konventioner og følelsesmæssig tomhed. Det er, som om forfatteren bruger alle de gængse handlingstråde fra en helt århundredes romaner og giver dem frit løb til at forfølge nye mål sat af skepsis og frihedstrang.

Forfatteren tager da også pænt sin læser i hånden med vejledning i form af ganske lange passager af essayistisk karakter. Budskabet skal nok nå frem!

Det er godt, at vi nu har en af den edwardianske periodes betydeligste tidligt-modernistiske engelske romanværker på dansk. Man kunne dog godt have vist oversættelsen den ekstra lille omhu, der ville have gjort den perfekt.

Der siges f.eks. du og De, som vinden blæser i den danske oversættelse. Det engelske in trouble bliver, som hos danske tv-studieværter, til det uskønne og udanske i problemer. Brahms' ”Vier Ernste Gesänge” forbliver ”Four Serious Songs” i den danske oversættelse. Det minder om dengang en dansk oversætter af en engelsk bog insisterede på at kalde broen i Prag The Charles Bridge.