Anmeldelse: E.M. Forster: De gode græd

E.M. Forster:

DE GODE GRÆD

(Where Angels Fear To Tread)

Oversat af Viggo Hjørnager Pedersen

192 sider, 249 kr.

Rosenkilde & Bahnhof

UDKOMMER I DAG

Vist foregår E.M. Forsters debutroman fra 1905 i verden af i går, blandt pæne mennesker der i egen opfattelse er fornemme eksempler på dyd og dannelse. Men denne lille onde satan af en sædeskildring har 106 år senere ikke mistet spor af sit bid og vid.

Den unge engelske enke, Lilia, forelsker sig i, bliver gift og får barn med en italiener. Hendes rædselsslagne engelske eks-svigerfamilie sender flere hændervridende redningshold ned for at få hende hjem, men med fatale resultater.

Ikke blot er de på alle måder langt væk hjemmefra. Deres møde med de eksotiske italienernes ganske anderledes tilgang til livet - som heller ikke er uden problemer - gør dem om muligt endnu mere indebrændte og desperate og slipper samtidig flere og flere uforudsete ting løs i dem selv.

Efter Victoria

Det kan ligne et klassisk tilknappet victoriansk drama om uforløste følelser, sådan som Henry James skrev dem i generationen før. Men da Forster begyndte at skrive, var dronning Victoria netop død.

Verden var begyndt at gå lige så meget af lave, at alskens forbudte følelser nu står på spring nedenunder det formfuldendte, syregrønne sprog. Det er forståeligt nok, at Viggo Hjørnager Pedersen har villet tage et nyt livtag med det, her 35 år efter at han første gang oversatte romanen og gav den en inspireret tvetydig dansk titel.

Så midt i al sarkasmen og sortsynet lurer der også en underspillet, men ikke af den grund mindre rasende protest mod, at det tilsyneladende skal være sådan.

Og selv om der ikke lades meget håb tilbage, er der i hvert fald til slut noget, der er bare en smule forandret og mindre tilknappet end før.