Das Beckwerk: Suverænen

Roman

Das Beckwerk: Suverænen

328 sider, 299 kr.

Gyldendal

Er udkommet

Sådan kan en moderne politisk roman se ud i dag: som en prosaisk skildring af to demokratidilettanters tur i USA. Pointen er ikke at manifestere en politisk stillingtagen - modsat tidligere tiders venstre- eller højredrejede politiske kunst - derimod at gøre rejsen og beskrivelsen af den til en happening.

Den skrivende sidder ikke bag skriverbordet, nej han handler ude i verden, snakker med folk og beretter om, hvordan det går med at udbrede det glade budskab: demokratiet kommer hjem til dets moderland. Alle burde være glade. Men ak nej.

To missionærer
Claus Beck-Nielsen er vildt corny. På alle leder. Han har i tidligere bøger aflivet sig selv, han har endog en gravsten. Nu administrerer ”han” boet efter samme Claus Beck-Nielsen og kaster sig ud i nye performative eventyr. Sidst var han i bogen ”Selvmordsaktionen” i Irak for at udbrede demokratiet, som var inkarneret i en tung kuffert. Et livsfarligt ærinde, som de færreste dumdristige journalister havde turdet gøre. Nu kommer kufferten til den modsatte verden: USA, og det sker sammen med ”Rasmussen”. En velvoksen kleppert, ”suverænen”, som reporteren beundrer hæmningsløst.

Idealerne er høje som en vulkan i udbrud. På snart sagt hver side hører vi om en ideel fordring, som så lynsnart skydes ned af den plumpe, hverdagslige verden. Illusioner er til for at blive pillet ned, igen og igen. Man kan ikke påstå, at amerikanerne overfalder de to missionærer med glæde. De ignoreres konsekvent; i egen indbildning har vi at gøre med den viise Rasmussen og dennes ydmyge følgesvend: Cervantes' Don Quijote har ikke levet forgæves, så de to klodsmajorer roder sig ind i det ene nederlag efter det andet. Uden at den politiske morale bliver udpenslet. Den ironisk-parodiske beskrivelse af, hvordan de to stædigt fastholder deres projekt, er festlig.Ikke mindst de første 100 sider er formidabelt underholdende. Underspillet og naiviteten er grum.

Levende kunstværker
Til de rejsendes fortrydelse ser det ud til, at de må gøre sig til levende kunstværker for at få opmærksomhed; medieeksponering er jo sagen nu om dage, og man skal være kreativ for at slå igennem i USA. Rasmussen vil være det universelle princip, men sandelig om ikke selv heroen rammes af det partikulære - romanen er også en parodi på Hegels historiefilosofi - og selv den inkarnerede nomade flygter fra en sølle hjemstavn.

Den hjemstavn ender den skrivende med at opsøge i lille Dannevang, og det er det mindst fede i denne naivt subtile fortælling, der sætter en ny standard for, hvad vi kan forstå som kunst, der forholder sig til det politiske.

Den bliver lidt for lang i spyttet; den skrivende - som vi jo ikke kan kalde Claus Beck Nielsen - elsker at maskere sig som tillidsfuld og nyder at drille læseren ved at være så stjernedum, at det sjove ikke holder højden hele vejen igennem.

Men det vigtige er at projektet lykkes - som bog. Som politisk handling er moralen en anden og nok så bedrøvelig på demokratiets vegne.