Dan Brown: "The Lost Symbol"

Dan Brown: THE LOST SYMBOL

509 s., indbundet.

Varierende priser, kr. 177,28 hos www.saxo.dk.

Udkommer tirsdag

Paris, London og Skotland er blevet afløst af et lille område i det centrale Washington, D.C. Tidsrammen er kogt ind til ganske få timer.

Men ellers ligner Dan Browns længe ventede efterfølger til bestsellerfænomenet ”Da Vinci Mysteriet” nu helt frem til sidste side forgængeren så meget, at man under læsningen nærmest begynder at krydse ligheder af. Det gælder adskillige af bipersonerne i ”The Lost Symbol”, det gælder de stadige skift mellem hidsige forfølgelsesscener og alenlange udredninger af hemmelige koder og sammenhænge på langs og tværs ad den samlede verdenshistorie, og det gælder den store kosmiske finale hvor alting finder sammen og alligevel viser sig at være noget helt andet end man troede.

Allerede de gamle ægyptere

Nu gælder det så frimurerne, samt de beslægtede ordener Rosenkreuzerne og Stjernen i Øst, samt ikke mindst hvordan deres symbolsprog og tankegang skal have præget de mænd, der i sin tid grundlagde USA og byggede de store monumenter i Washington. Foruden CIAs forskning i okkulte fænomener, og højteknologiske eksperimenter med menneskelig bevidsthed.

Helten fra ”Da Vinci Mysteriet” og dennes forgænger ”Engle og Dæmoner”, kodeeksperten Robert Langdon, bliver denne gang af en psykopatisk morder truet ud på en vild jagt gennem Washington for at finde frem til frimurernes allerhemmeligste kode. Den viser sig at have forbindelse helt tilbage til både de gamle ægyptere, Bibelen og i øvrigt ret bogstaveligt alt muligt andet.

I den store gryde

Fans af ”Da Vinci Mysteriet” vil kunne lune sig ved at få stort set den samme historie og de samme pointer fortalt en gang til, blot fra et lidt andet perspektiv.

Browns lommefilosofiske genistreg er, at han på den ene side smider enhver tænkelig okkult konspirationsteori op i gryden, på den anden side får kogt en færdigret som er særdeles letfordøjelig for nutidige mennesker, hvad enten de betragter sig selv som spirituelle eller verdslige.

Dem der hadede ”Da Vinci Mysteriet” vil så at sige heller ikke blive skuffede. Ud fra enhver finlitterær betragtning, altså hvad angår persontegning, sprog, dialog og den slags, skriver Brown fortsat som en lam blæksprutte med alle arme i gips, og den ufrivilligt komiske ubehjælpsomhed sætter sig jævnligt igennem.

Filmen venter

Til gengæld virker hans siksakspring mellem forelæsning, rabalder og spirituel svulm så effektivt, at ikke mange andre spændingsforfattere kan være med. Kapitlerne er nok engang ultrakorte, på kanten af det hyperventilerende – 133 plus prolog og epilog på lidt over 500 sider! – og slutter konstant med cliffhangere, overraskelser og sceneskift.

I endnu højere grad end forgængerne kan ”The Lost Symbol” dermed ligne et filmmanuskript der bare venter på en producer (samt en masse turistrundvisninger i Washington). Hvis man altså ser bort fra, at ”National Treasure”-filmene med Nicolas Cage allerede har malket mange af de samme myter, og med en del mere selvironi end den salvelsesfulde Brown.

Paradoksalt nok for en bog om koder og analyser og menneskelig intelligens kræver den således, at man i vidt omfang efterlader sin litterære hjerne og gode smag på knagerækken først. Underholdningsværdien er til gengæld betydelig, uanset om man så gyser med historien eller griner hovedrystende af den.

Ordet er frit

Særskilt tankevækkende er det dog, at lanceringen af en bog, der mere end noget andet handler om menneskesindets muligheder, afspejler at bogbranchen tilsyneladende ikke er blevet spor klogere. I hvert fald ikke siden den sidste Harry Potter-bog forrige sommer blev udgivet under et tilsvarende oppustet hemmelighedskræmmeri og deraf følgende vanvittige tidsrammer for de arme oversættere, der skal præstere det umulige på absurd kort tid.

Der er nemlig alligevel sket nøjagtig det samme med ”The Lost Symbol” som der skete med ”Harry Potter og dødsregalierne”. Teksten har i dagevis været tilgængelig i gustne afkroge af internettet – der dog ikke er mere end en enkelt Google-søgning væk, hvis man ved hvordan – og fysiske bøger er muligvis også sluppet ud.

Flere aviser har ligefrem vist deres foragt ved at anmelde bogen før udgivelsesdagen. Heriblandt sågar – det var også tilfældet med Harry Potter - hvad amerikanerne kalder den gamle grå dame selv, den normalt så lovlydige New York Times.

Gad vide om forlaget egentlig har læst deres egen bog? Selv om Dan Brown ved bedre end at udfordre sig over sine litterære evner, har han trods alt også her den sympatiske pointe, at viden grundlæggende er et demokratisk anliggende, uanset hvor godt de ydre symboler kan være blevet glemt.