Curzio Malaparte: Kaput

Roman

Curzio Malaparte:

Kaput

Nyoversat fra italiensk af Conni-Kay Jørgensen

462 sider, 350 kr.

Forlaget Vandkunsten

Kan man bedømme en bog på grundlag af forfatterens moralske habitus? I så fald er ”Kaput” (1944) en noget anløben størrelse.

Curzio Malaparte (1898-1957) var ikke for fastholdere. Forsmåede kvinder kastede sig i havet af ulykkelig kærlighed til ham. Den troløse, men karismatiske italiener elskede - med oversætterens ord - sig selv, sine hunde og sine kvinder i den nævnte rækkefølge.

Politisk set foretog han en nærmest enestående opportunistisk vandring. Han har således efter tur sværmet for fascismen, nazismen og stalinismen for derefter at foretage en pilgrimsrejse til Maos Kina. Han endte med at bekende sig til katolicismen. Heller ikke navnet stod fast. Oprindelig blev Malaparte - så at sige skyggesiden af ”Bonaparte” - døbt Kurt Erich Suckert, idet faderen var tysker.

Italienske kritikere kan den dag i dag ikke abstrahere fra forfatterens politiske og private eskapader. De kan simpelthen ikke fordrage manden - og derfor heller ikke bedømme hans værker nøgternt. Altså lidt ligesom Sven Hazel. I udlandet har Malaparte-udgivelser derimod en form for kultstatus. Også i Danmark, hvor ”Kaput” udkom for første gang allerede i 1947.

Konversation og kaviar

Som krigskorrespondent for avisen Corriere de la Sera dækkede Malaparte krigen på Østfronten. Det er oplevelser herfra - både på og bag fronten - der udgør grundlaget for ”Kaput”. Iført en officersuniform havde forfatteren adgang til de højeste kredse.

Mellem æstetiserende skildringer af krigens gru bliver der droppet ikke så få navne på adelige, fremtrædende diplomater og nazikoryfæer, som Malaparte konverserer på flere forskellige sprog under indtagelse af kaviar og krebs. Dertil drikkes gerne rhinskvin.

Forbrydelser og dannelse

Mens der begås uhyrlige krigsforbrydelser på fronten, fører adelen og diplomatiet dannede diskussioner om ordenes køn på forskellige sprog:

»Man forstår ikke det tyske folks historie, medmindre man holder sig for øje, at det er folk, for hvilket solen er hunkøn.«

Særligt tæt kommer Malaparte tilsyneladende på den fremtrædende nazist Hans Frank, som kaldte sig selv ”kongen af Polen”:

»Det ubehag, jeg altid blev overvældet af i hans nærvær, udsprang netop af hans væsens ekstreme sammensathed, den særegne blanding af grusom intelligens, forfinelse og vulgaritet, af brutal kynisme og raffineret følsomhed.«

Er det nu også sandt?

Men kan man nu regne med, at forfatteren har været i nærkontakt med Hans Frank?

I mange tilfælde kan det dokumenteres, at Malaparte langtfra gengiver virkeligheden i forholdet 1:1.

Som en slags helgardering kalder Malaparte selv sit værk for en roman. På den anden side kommer forfattere undertiden tæt på sandheden gennem en hvid løgn eller 10. Spændende læsning er det i hvert fald.