Colum McCann: Lad kun verden tumle sig

Colum McCann:

LAD KUN VERDEN TUMLE SIG

(Let The Great World Spin)

Oversat fra engelsk af Juliane Wammen

414 sider, 299 kr.

People's Press

UDKOMMER I DAG

Støvet havde knap nok lagt sig efter terrorangrebet den 11. september 2001, før man begyndte at tale om tiden efter 11. september 2001. Den irske, i New York bosatte Colum McCann (født i 1965) er i sin National Book Award-vindende roman fra 2009 gået den modsatte vej og har skrevet et massivt panorama fra tiden før.

Det vil sige om en New York-årgang 1974, hvor 1960'ernes raceuroligheder i sydstaterne stadig trækker helt dybe og friske spor. Vietnam-krigen er ikke engang slut endnu.

Den åbne verden

På én gang er fortiden altså massivt tilstedeværende og store dele af New York endnu forslummet i en grad, som de mange nytilkomne turister allerede før 2001 formentlig kan have haft svært ved at forestille sig. På den anden side er verden også begyndt at åbne sig, og netop de enorme, men i sig selv sjælløse tvillingtårne blev kulisse for en enestående symbolsk begivenhed.

Nemlig da den unge franske artist Philippe Petit den 7. august gik på line mellem de endnu ikke helt færdigbyggede tårne. Planlægningen og forløbet er skildret i James Marsh' Oscarbelønnede dokumentar ”Man on Wire”, som DR 2 genudsendte så sent som i sidste uge.

Munken og luderne

Petits aktion er, hvis man kan sige det om noget, der foregår højt oppe i luften, resonansbund for alt, hvad der sker i McCanns roman.

Ganske vist er det store persongalleri i et par håndfulde løst forbundne historier mere eller mindre på afstand af ham - nogle af dem meget langt væk - men det er i spændingen mellem hans svimlende luftnummer og de rå realiteter nede på jorden og rundt om i New York, at fortællingen folder sig ud.

Her er en falleret irsk munk, der hjælper sit kvarters sorte ludere, og hans bror, der prøver at finde ud af, hvorfor det er gået ham, som det er. Der er overklassefruen, hvis dommermand skal tage stilling til, om Petits aktion var et kunstværk, og der er hippierne, som kun lige er på vej ud af 1960'erne.

Synd og soning

De og alle de andre historier strejfer hinanden mere eller mindre tæt. I alle tilfælde viser der sig igen og igen punkter og katastrofer, hvor personerne tvinges til at tage afgørende stilling til sig selv og til andre; titlen er et citat af Alfred Tennyson og klinger ikke nær så fjollet på engelsk som på dansk.

At gennemføre et målrettet, himmelstræbende og iøjnefaldende projekt som Philippe Petit er til gengæld de færreste forundt. Og den får sine steder heller ikke for lidt med (irsk-)katolsk syndsbevidsthed og bodstankegang.

En stor familie

At romanen er spraglet og åbent opbygget, er imidlertid ikke det samme som, at den er løst henkastet. McCanns sprog spænder fra mundret dialog fra flere socialgrupper til fintsleben iscenesættelse fra oven, hvor dramatiske begivenheder ofte kun antydes ude i kanten af det sagte.

Om noget kan den i længden virke lige lovlig konstrueret og demonstrativt elegant. Hvor hos f.eks. den åndsbeslægtede chilener Roberto Bolaño (”De vilde detektiver”) åbne strukturer signalerer kaos og uberegnelighed, bliver konklusionen her snarere den opbyggelige og lidt kælne, at vi uanset alle tragedier og nederlag - og 11. september 2001 - er forbundne i verden alligevel.