Colm Tóibín: Brooklyn

Colm Tóibín:

BROOKLYN

På dansk ved Jørgen Nielsen

256 sider, 275 kr.

Tiderne Skifter

Er udkommet

For en snes år siden var der en amerikansk komponist, der slog sig på at komponere musik, der lød fuldstændig som den, Ludwig van Beethoven skrev i Wien små to hundrede år før. Altså ikke ironi, ikke i anførselstegn, men musik man virkelig skulle have de meget lange ører frem for at tro på var frisk.

Oplevelsen med irske Colm Tóibíns nye bog kan ligne meget. Hans forrige, ”Mesteren” fra 2004, der vandt den fornemme IMPAC Award, var nemlig en romanbiografi om forfatteren Henry James.

Og i ”Brooklyn” fra 2009 får man mere end en svag fornemmelse af, at Tóibín her prøver at skrive den roman fra 1950'erne, som James kunne have skrevet. Hvis altså ikke at han var død i 1916.

Temaet om rejser og rodløshed ligner i hvert fald James classic. Han skrev typisk om englændere i USA eller amerikanere i Europa, og ireren Tóibín (f. 1955) skriver her om pigen Eilis, der drager fra en irsk udørk til Brooklyn, og da hun efter et dødsfald i familien må hjem og vende, finder ud af, hvor fremmed hun er blevet for sin familie og sin gamle kultur.

James var også en suveræn behersker af indre monolog, indirekte tale og tvetydig dialog, og den stil har Tóibín så sandelig taget ved lære af her. Hvis ikke lige man har forbilledet selv ved hånden, er ”Brooklyn” en fremragende stiløvelse (og oversat som sådan af Jørgen Nielsen).

Forudsigelighed

Men der er altså også, bortset fra et par særdeles nutidige sexscener, som formentlig ville have fået Henry James til at besvime, noget lovligt nostalgisk over både stil og historie.

Både scenerne og personerne bliver etableret hurtigt, så der ikke kommer mange psykologiske eller dramatiske overraskelser senere hen, og forudsigeligheden sætter ind:

Den rastløse Eilis, det afsides, tilbagestående Irland, det brølende New York kort efter Anden Verdenskrig, den frembusende italiener hun bliver gift med, hendes halve sandheder, da hun kommer hjem igen, og den naive gamle tilbeder, som hun ikke helt kan slippe.

Det kan da være nærliggende at se historien som en fabel med adresse til vore dages ud- og indvandringsbølger. Men den emmer også af en bittersød nostalgi i forhold til både Irland og New York af i går (som Tóibín jo altså er meget for ung til selv at have oplevet) og endnu ældre tiders omstændelige psykologiske realisme.

Og det i en grad, så den ender med at spænde ben for sit eget eventuelle ønske om at virke vedkommende. Det er vist ikke kun Eilis, der i denne forbindelse er splittet mellem fortid og nutid.