Anmeldelse:
Anmeldelse: 5 out of 6
Find mere om:
Anmeldelse af Claudio Magris - Som De sikkert.. | bog.guide.dk

En myte gradbøjes

En kort og fortættet skildring af rollefordelingen i et ægteskab og kærlighedens og kunstens vilkår.

Roman
Claudio Magris: Som De sikkert forstår
Oversat af Hanne Jansen
55 sider, 150 kr.
Samlerens Forlag
Er udkommet
 

33793938.jpg             Det er en kvinde, der taler. Om bogen er en kort roman eller en lang novelle, får stå hen, men den er én lang monolog.

Efter en rædsom infektion er kvinden, der er uden navn, anbragt på et hjem, en »enorm opbevaringsanstalt« befolket af skyggeagtige eksistenser og »udtørrede mumier«. Sin enetale henvender hun til »formanden«, som hun takker for tilladelsen til, at hendes mand, der også er uden navn, kan komme ind og hente hende ud. Den slags tilstås, ellers intet.

Hun er taknemmelig, manden bevæget. Men noget går galt. Hun kommer ikke ud, ikke helt, og monologen afleveres efter den mislykkede udgang.

I sin fortælling beretter hun om sit ægteskab, hvor hun og manden har praktiseret en ilter erotisk aktivitet. Han er digter, skriver sange, spiller på lyre, laurbærkranses og er barnligt selvoptaget og forfængelig. Hun er hans muse og garanten for et praktisk grundlag under deres tilværelse. Han kommer ikke til hjemmet »for at redde mig, men for selv at blive reddet«, som hun sarkastisk bemærker.

Men det går galt: Han går foran hende – ud, men hun kalder på ham, som hun altid har dirigeret ham, og »jeg vidste, at han ikke ville kunne stå imod, og idet han vendte sig, kunne jeg mærke, hvordan jeg blev suget tilbage«.

Den smukkeste sang

Det viser sig, at bogen er en gradbøjning af den græske myte om Orfeus og Eurydike. Han var sanger og gift med hende. Hun blev bidt af en slange og døde. I sin sorg opsøgte han dødsriget og sang så underskønt, at han fik lov at tage hende med tilbage til livet. Kun måtte han ikke vende sig om på vejen ud. Det gjorde han, og hun blev for evigt suget tilbage i dødsriget. Siden sang han smukkere end nogensinde.

I sin tekst indskriver Magris en række allusioner til myten. Hendes infektion er værre end et »bid af den ondeste giftslange«. Hjemmet vogtes af to hunde, og der er som »på havets bund, hvor alt er helt stille, og intet bevæger sig, heller ikke tiden«, og det er en pyramidalsk, ufremkommelig konstruktion. Kafka lurer i fortællingens baggrund. Efter at have mistet hende definitivt synger han ikke, han »sover trygt«.

Afklaret og indsigtsfuld

I forvejen findes der seks bøger af Claudi Magris på dansk med hovedværket ”Donau” (1986) som det ypperste, men han har skrevet mange andre, og som litteraturforsker og forfatter hører han til i toppen af øjeblikkets europæiske elite. I betragtning af de salver af vådeskud, som Det Svenske Akademi har affyret de sidste 15 år, er det nærmest fornærmeligt at nævne, at han har været kandidat til Nobelprisen.

I 1996 døde Magris' kone, og det forlyder, at sorgen slog ham ud. Om denne lille roman, der er lige så dybsindig, som den er kompakt, er en meditation over tabet og en lettere ironisk refleksion over rollefordelingen i ægteskabet, er ikke til at vide. Men den løfter sig højt over det private og bliver et kunstnerisk afklaret, indsigtsfuldt signalement af et alment menneskeligt vilkår.

Anmeldelse af James Joyce - Ulysses

07-11-2014: Roman: Der er liv og poesi i Karsten Sand Iversens flotte og dristige nye oversættelse af et af verdenslitteraturens mesterværker. Læs artikel

Anmeldelse af Amalie Smith - Marble

24-10-2014: Egensindig og fascinerende romandebut af billedkunstneren og forfatteren Amalie Smith. Læs artikel

Anmeldelse: Kunsten at beskære

27-04-2014: Den chilenske forfatter Alejandro Zambra har frembragt et litterært bonsai-træ om litteratur og erotik og blandingen af de to. Læs artikel

Anmeldelse af Trude Marstein - Hjem til mig

20-12-2013: Den norske forfatter Trude Marsteins nye utroskabs-epos afsøger dygtigt lystens vildveje og charmørens ensomhed. Læs artikel

Anmeldelse af Per Olov Enquist - Lignelsesbogen. En kærlighedsroman

15-10-2013: Betagende: Per Olov Enquist har skrevet endnu en fremragende selvbiografisk roman om brændte breve, en mistet mødom og døden, der lurer. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste
Loading...