Den nyfigne læser pirres

Christina Hagen:

71 breve til M.

168 sider, 199 kr.

Gyldendal

UDKOMMER I DAG

Foran titelbladet til Christina Hagens brevroman er der placeret et foto af to par skyggeindpakkede fødder. Hvem tilhører disse fødder?

Forfatteren, kæresten eller f.eks. den morder, M som den sukkerglade og fedladne forfatter skriver til i bogen? Eller er føddernes ejere nogle helt andre for historien uvedkommende? Det er ikke godt at vide.

Pr. definition må man reservere fiktionslitteratur til et konstrueret univers, der kan ligne hverdagens, men som kun udspiller sig i de opdigtede ords verden. Den regel er Christina Hagen ude på at rokke ved, når hun bringer dette foto.

Den samme effekt opnås, når der er sammenfald i egennavnet mellem forfatteren i bogen og den forfatter, der udgiver ”71 breve til M”. Den nyfigne læser pirres; på den anden side er den forfatter, som toner på flappen fotograferet i kitschede gevandter foran en naturkulisse ingenlunde så korpulent, som den inde i teksten angivelig er.

Også et menneske

Enten synes man Christina Hagens leg med det biografiske stof er voldsomt interessant. Eller også er den støj. Jeg er på det sidste hold.

Den verden, der opridses på siderne, kan godt stå uden de promoverende fagter. Blandt andet fordi der er skred nok i disse bekendende og udstillende breve til en mand, der må siges at ligge uden for normalitetens land.

Det gør brevskriveren også. Hendes projekt er at vise verden, at også en morder er et menneske helt i tråd med tv-serien ”Rejseholdet” og uden sammenligning i øvrigt. Man må snarere sige, at brevene kommer til at vise, at den skrivende glider ind i sin egen natur - og den er for viderekomne.

Sukkergrisen forsvinder i drømme og fantasier; hun fabler om et område i USA, hvor der er plads til fede typer, og hvor drifter udleves en masse. Herunder dødsdrift. Hvad M har bedrevet er ved at være en hyggetegneserie målt med den fatale fantasi, som brevskriveren fabulerer sig væk i.

Lokkes ud på galej

Men svinger, det gør denne kvindelige brevskriver: »Jeg bliver så sentimental og højstemt, når jeg beskæftiger mig med min ondskab,« erklærer hun rammende for stil og indhold.

Hagen formår at skabe en gestalt, der ikke kender grænser, og som samler kulturens slam op. Hun bliver slammet. Falder i ”patosgryden” og udgyder de rædsler, som hendes baggrundshistorie vist er fuld af.

Feel good-litteratur er det ingenlunde: »Jeg føler hele tiden, at mit blod længes efter at komme ud; som om det næsten ikke kan vente længere.« Jo tak.

Desværre stoler Christina Hagen ikke nok på sin egen fantasi og sproglige kunnen, siden vi skal lokkes ud på biografismens galej.