Anmeldelse: Christian Mørk: Den åbne grav

Spændingsroman

Christian Mørk:

Den åbne grav (An Open Grave, 2011)

Oversat til dansk af forfatteren selv

280 sider, 250 kr.

Politikens forlag

UDKOMMER I DAG

Vi mødte først den amerikanske knogle-detektiv Kit Henson i ”Kejserens port” (2009), og dernæst i ”Jaguarens datter” (2010). Nu er det i ”Den åbne grav” tredje og - muligvis - sidste gang. Forlaget annoncerer i hvert fald tredje del af en trilogi. Men uden at røbe for meget er en kattelem dog åbnet for en fortsættelse.

Selv om det var det retsmedicinske arbejde med knoglerester, der var Kits passion, da vi mødte hende, så var det imidlertid særdeles levende aktører, der ikke bare satte Kit grå hår i hovedet, men faktisk også den kugle, der har forstyrret hendes koncentrationsevne og søvnmønstre de seneste syv år.

Kuglen skyldes et opgør allerede i første bog med Den Hvide Rotte, en kynisk, mentalt afsporet og globalt opererende kriminel, der voksede op i de barske kvarterer i Belfast.

Farlig søster

Kit har gennem disse år forsøgt at lægge de traumatiske begivenheder bag sig. Men nu tvinges hun til konfrontation, da Den Hvide Rotte og hans dødsensfarlige søster Olivia og samlever er på vej til Europa efter de betydelige midler, som de har skjult.

Olivia er flygtet fra en fængselscelle i Saigon, hvor hun afventer eksekveringen af en dødsdom for meddelagtighed i pædofili og menneskehandel. Rotten, der undslap arrestation, da Kit og politisoldaterne stormede hans palads dybt inde i den vietnamesiske jungle, er også på vej, men standses ved den slovakisk-østrigske grænse af en rutinekontrol.

Fra det tidspunkt begynder tingene at gå stærkt, lidt for stærkt for Kit, der meget mod sin vilje bliver tvunget til at stille op. Hendes datter Martine og hendes mand Rufus er, som de psykopatiske forbrydere godt ved, hendes svage punkt.

Anderledes krimi

Fra begyndelsen har Christian Mørks Kit Henson-trilogi både tvunget og lokket sin læser bort fra de vante krimiforventninger.

I trilogiens første historie var formatet den gotiske gyserhistorie, i bind to smagte det af latinamerikansk magisk realisme. Denne gang er formatet mere i retning af den politiske spændingsroman. Det for genren efterhånden klassiske forfølgelsesmønster dominerer en handling, som i nogen grad er præget af repetitioner i form af flashbacks til trilogiens første to historier.

Christian Mørk skriver spændingshistorier med højere til loftet, end vi er vant til. Men det må nok konstateres, at trilogien begyndte med at stille større forventninger, end den sluttede med at indfri.

Mørk er bedre, når han dyrker det fabulerende, end når han slår ind på genre-formater, der kræver en høj grad af den realisme, som han helt åbenbart ikke kan bruge til meget.

Christian Mørk er bedre, når han dyrker det fabulerende, end når han slår ind på genre-formater.