Christel Wiinblad: Prolog

Roman

Christel Wiinblad:

Prolog

200 sider, 179 kr.

Gyldendal

Christel Wiinblads roman er overmåde sympatisk. Den er rædselsfuldt ubehagelig læsning. Ikke fordi den er dårligt skrevet, den er klar i mælet fra side 1, men fordi den ikke lader læseren i ro et eneste øjeblik.

Hovedpersonens klaustrofobi bliver også læserens, og vi holdes nådesløst fast - i en incestuøs, pædofil historie fortalt med pigens synsvinkel. Indlevelsesfuldt men også holdt ud i en skræmmende distance, der gennemføres konsekvent.

Vi er inde i pigens bevidsthed, men hendes jeg kommer aldrig til orde. Hvad kroppen føler, stoppes af bevidstheden, og resultatet er en fremmedgørende adskillelse af krop og personlighed. Som det hedder i indledningen:

»Pigekroppen er pyntet fin og står i det lyseblå sæt og de hvide sandaler bag den tillukkede dør på værelset og venter. Den har gjort sig stiv, nakken er vredet i vinkel, og det ene øre er strittet mod sprækken. Som det andet er det intenst optaget af at sortere alt andet end voksenkroppenes lyde i køkkenet fra.«

Jeg kan næsten ikke forestille mig, at forfatteren skriver ud fra egne oplevelser. En almindelig følge af incest er ofrets massive fortrængninger - de er på en gang dybt forståelige og med til at gøre det hele meget værre - men Wiinblads roman er så præcis, detaljeret og pointerende, at den må være skrevet på anden hånd.

Ikke for sarte sjæle

Der er i alt fald et vældigt skrivende overskud at spore i denne tour de force i et sind og en krop, som man kun må omfatte med kærlighed.

Et studie i et ødelagt menneske, som man næppe kan nå ind til, dertil er skaderne for store, når farmand allerede voldtager pigen i en alder af fire år. Det her er ikke for sarte sjæle.

Romanen er fortalt i brudstykker og med tidsspring. Forældrene bliver skilt, pigen får en halvsøster - men de to, der deler skæbne, kan netop ikke formulere deres frygtelige fællesskab, blot fysisk forsøge at dække over hinanden.

Den sleske far

De to bliver ikke overraskende med jævne mellemrum patienter på psykiatriske hjem. Faderen forstår at slange sig; han ser ud til at have penge, og han er også så skuespiller-slesk, at myndighederne ikke rigtig opdager fortrædelighederne, der fortsætter.

Uanset om pigen er syv, 10, 14 eller 24 år. Familie-terroristen får efter tur forvandlet sine hustruer til raslende nervebundter med hang til druk og undskyldninger. »Identifikation med aggressor« som det hedder i den psykologiske jargon.

Så vidt går det ikke pigen, der bare ikke formår at verbalisere sine oplevelser. Og hendes splittelse mellem kroppens dele og bevidstheden bliver ikke mindre med årene. Knuden i maven vokser til gengæld.

Christel Wiinblad har godt fat i det smerteligt fysiske i historien: »Panden koger vildt nu. Blodet spurter rundt, men musklerne spjætter ikke. I stedet lader de hende blive liggende i den fint beklædte puppe af krop, halvdød af al den skam, det er at opføre sig som et barn og ikke som den alt for vidende voksne, der for længst har givet efter og kun tilhører ham.«

Med titlen ”Prolog” antydes, at der kan komme yderligere to skæbnefortællinger. Det bliver hårdt, men i det mindste vil jeg anbefale, at der bliver skruet ned for case-studiet møntet på de sociale myndigheder, og op for den vilde tur ind i den smadrede psyke.