Carsten Breengaard: PARADIS-SEKTEN

Carsten Breengaard:

PARADIS-SEKTEN

Frelseshistorie og kristen

identitet.

203 sider, 200 kr.

Museum Tusculanums Forlag.

UDKOMMER I DAG


Carsten Breengaard er kendt af Jyllands-Postens læsere som en vittig, skarp polemiker og kompromisløs forsvarer for universitets videnskabelige lødighed, især de humanistiske fags. Han er dr. theol. og har gennem en menneskealder undervist religionsstuderende i kristendomshistorie. Af hans nyeste bog fremgår det uimodsigeligt, at han selv lever fuldt og helt op til de krav, han stiller til andre.

Som kirkehistoriker hører han til eliten. Flittigt har han fordybet sig i den allertidligste kristendoms særegenhed og udvikling, et arbejde, som videreføres med imponerende grundighed og klarhed i ”Paradis-sekten”, der undersøger, hvad det ville sige i den tidligste menighed at blive og være kristen.

Breengaard er tilbage ved kilderne, udspringet for den hele kristendom og kirkes historie, nemlig Paulus, hvis breve er de ældste kildeskrifter, evangelierne og enkelte af brevene i slutningen af Det nye Testamente. Desuden inddrager han en enkelt tekst fra de såkaldte ”Apostolske Fædre”, en gruppe tidlige kristne skrifter, som ikke et taget med i Det nye Testamente. Endelig forholder han sig til den første afgørende og vidtrækkende teologiske strid i oldkirken, nemlig med gnostikerne, der hævdede den kvalificerende erkendelse som gudsforholdets betingelse, mens den unge kirke hævdede troen og kærligheden som kendetegn for den kristne. Bag hele projektet fornemmes de forfølgelser, det for de tidligste kristne trak op til som til et tordenvejr.

At blive og at være
Som optakt gennemgås de seneste 100 års kildekritiske Jesus-forskning - fra Albert Schweitzers berømte værk omkring år 1900 til Villy Sørensens Jesus-bog som det sidste eksempel, men han begynder med den første af dem alle: Reimarus, der arbejdede i midten af 1700-tallet.

Det nye og originale i Breengaards bog er en meget velunderbygget påstand om, at man i de oprindelige kristne menigheder lagde vægt på ikke kun at blive, men at være kristen. Hermed vender han sig forsigtigt, men dog frontalt imod en luthersk betoning af, at menneskets forhold til Gud og dets evige salighed beror på overgangen fra vantro til tro og altså frelse. Dermed tilkender han gerningerne en plads, som har været nægtet dem, og peger på den ubestridelige mulighed for en kristen moral, hvad der ligner en minering af det øjeblikkelige teologiske landskab.

Således opfattes i den lutherske tradition f.eks. Bjergprædikenen i Mattæus-evangeliets kap. 5-7 som en tekst, der skal drive mennesket til den fortvivlede erkendelse, at det skal overholde buddene, men hverken kan eller vil. Men - siger Breengaard - teksten er i virkeligheden en model, et spejl for hvordan den skal leve, som er blevet kristen. Holder man ikke buddene og fordringen om en kristen eksistens, men falder man så at sige nedenud, da er man redningsløst fortabt. Forholdet mellem at blive og være kristen er som overgangen fra et liv til et nyt. Det er som »at gå over en bro. Det gamle liv er på den ene side, det nye liv er på den anden«. Man kan godt gå tilbage, men ikke komme over på ny. Kristne kan fristes, men falder de for fristelsen, forlises deres eksistens som kristne.

Børne- og voksenliv
For Paulus' vedkommende hævdes det, at hans tænkning forbliver i en jødisk tradition: Hvad jødisk tro forventede, er for ham allerede indtruffet. Først med evangelierne og senere i brev-litteraturen frigøres kristendommen fra jødisk tradition. Samtidig lægges der - som i grunden også i den jødedom, kirken skilte sig ud fra - vægt på det daglige liv og dets moralske adfærd - samlet i kærlighedsbudet.

Pointen bliver, at der for den omvendte finder en overgang sted fra børnelærdom til voksent liv. Børnelærdommen er ifølge sagens natur tilbagelagt, mens det voksne liv i overensstemmelse med kristen tros indhold og direktiver ligger lige for som daglig opgave. Om Første Johannes-brev hedder det således, at det »indeholder visdommen for voksne kristne. Det synes at indeholde evangeliets sandhed omsat til praksis eller rettere eksistens«.

Belønningen er stor
Det er ikke muligt at komme ind på alle aspekter af denne inspirerende og provokerende bog, der stilfærdigt anfægter nogle af de mest selvfølgelige og derfor aldrig betvivlede endsige analyserede sandheder i moderne luthersk teologi. Spændende er det således at se, hvordan Breengaard rehabiliterer det af Luther - og dermed luthersk tradition - bagtalte ”Jakobs-brev”.

Bogen er skrevet i et enkelt, pædagogisk argumenterende og insisterende sprog og kan læses af enhver, der nærer interesse for disse forhold og orker selv at yde en indsats som læser. Belønningen er stor.

kultur@jp.dk