Camilla Ceder: Frosne øjeblikke

Camilla Ceder:

FROSNE ØJEBLIKKE

(Fruset ögonblick, 2009)

På dansk ved Charlotte Jørgensen

494 sider, 299,95 kr.

Lindhardt og Ringhof

Er udkommet

Det kan ikke undlade at gøre indtryk og spænde forventninger, når flap- omtalen af Camilla Ceders debutroman henviser til svenske anmelderes sammenligning med Håkan Nesser, Johan Theorin og den tidlige Henning Mankell. Men lad det være sagt med det samme: sammenligningerne holder ikke. Forskellen er simpelthen den mellem litterært talent og mangel på samme.

Ceders meget lange historie er en krimi, for så vidt som den handler om opklaringen af forbrydelser. Men krimi-formatet er kamuflage for en hel håndfuld sygehistorier fra den socialt-psykologiske klinik, inklusive de efterforskende politifolks egne besværlige privatliv.

Handlingen er enkel. En mand findes dræbt af skud med underkroppen kørt i smadder langt ude på landet øst for Gøteborg. Så er der et flash-back til 1993 og pigen My, der er på vej til en slags efterskole, da hun pga. familiespændinger ikke længere kan holde ud at bo hjemme. De to handlingstråde, opklaringen af drabet, der snart følges af endnu et, og Mys historie, forløber parallelt, inden de, uden den store undren for læseren, flettes sammen, og det på et tidspunkt, da læseren stort set har regnet det hele ud.

Laveste fællesnævner

Flokken af efterforskende politifolk er sat sammen og profileret psykologisk efter laveste fællesnævner i den nordiske politiroman. Ingen overraskelser, udelukkende gensyn.

Man kan passende bruge Ceders debutroman til at gøre sig nogle overvejelser om krimiens situation her og nu.

”Frosne øjeblikke” er på mange måder indbegrebet af, hvad både forfattere, forlag og læsere forstår ved dagsaktuel krimi. Men vi er nok kommet til et punkt i litteraturhistorien, hvor man må til at indføre en ny hybrid-genre-kategori, der anvender krimiens format til at fortælle historier om samfundet og psyken.

I et interview har Camilla Läckberg, der selv har slået ind på den vej, foreslået betegnelsen ”relations- roman”. Hverken særligt oplysende eller særligt elegant, men det er jo det, det handler om på, hvad man kunne kalde Liza Marklund-domænet: at fortælle hverdagshistorier om mennesker, hvis indbyrdes forbindelser kommer under hårdt pres under indtryk af den krise, som en forbrydelse udgør.

Tidens fordring

Denne nye genre, en tredjedel krimi og to-tredjedele samfunds-psykologisk fiktion, er, hvad tiden fordrer. Og da litteraturen til alle tider har udviklet sig i overensstemmelse med udbud og efterspørgsel, er der i sig selv intet galt ved det. Læserne kan jo bare læse den litteratur, de fortrækker.

Men for anmelderen er der stadig en pligt til at skille klinten fra hveden. Fordi en genre udvikler og forgrener sig, er der stadig noget så tidløst som litterært talent. En ophobning af hverdagslivets trivialiteter tilsat en god portion lommefilosofi og psykologi efter gør-det-selv-bøgerne, kan godt, i de rette hænder, blive god og interessant litteratur. Men for det meste, som her, er det ikke tilfældet.

Camilla Ceders debutroman er sandt at sige ikke noget litterært fyrtårn, men i bedste fald brugslitteratur til situationer, hvor læseren har brug for genkendelsens glæde og ingen nye udfordringer.