Bragi Ólafsson: Ambassadøren

Bragi Ólafsson:

AMBASSADØREN

(Senderiherran)

Oversat fra islandsk af Kim Lembek

334 sider, 269 kr.

Athene

UDKOMMER I DAG

[x] [x] [x] [x]

Sturla er digter, og også i dén grad. Den midaldrende islænding har skabt sig et navn som lyriker (uden at hans nabo dog ved, hvem han er). Det er så også det, han er, for sine fem børn ser han ikke meget til, og meget af et liv uden for rollen som eksklusiv forfatter har han ikke.

Men så er det, han bliver inviteret til at repræsentere Island ved en poesifestival i Litauen, ét af den slags utallige litterære arrangementer, hvor forfattere kan, som Leonard Cohen synger, være ensomme sammen. For Sturla går det imidlertid helt anderledes.

Midt i en kæde af mere og mere surrealistiske begivenheder møder han nemlig den russiske digter Liliya. Og efterhånden, om end med en del svinkeærinder, finder de begge ud af at mødes som dem, de er, og ikke i de roller, de er blevet anbragt og er ved at størkne i.

Lige på kornet

Som indforstået satire over den mere selvhøjtidelige, selvmedlidende og navlepillende del af den litterære verden er Bragi Ólafssons anden roman på dansk lige på kornet. Og listig som Ólafsson (f. 1962) er, glider hans overordnede synsvinkel og Sturlas egen litteratur ind og ud mellem hinanden.

Ikke for ingenting har romanen undertitlen ”episke vers” (”Ljód i óbundnu máli”). Lidt lyriker er Sturla vel stadigvæk, men han er også begyndt at turde folde sig ud i større format.

For det er også en, hvis ikke original så ganske skarpt turneret og sprogligt elegant historie om at være ved at gå i stå som 50-årig, og så alligevel få trukket sig selv - eller blive trukket - op ved håret og komme i bevægelse, for sin egen skyld og ikke på grund af andres forventninger. Alene for eksemplets magt kan den ikke fortælles for tit.

jakob.levinsen@jp.dk