Bjarne Reuter: Den iranske gartner

Roman

Bjarne Reuter: Den iranske gartner

288 sider, 299 kr.

Gyldendal

Er udkommet

En anmelder skal anbefale, fraråde og finde styrker og svagheder i bøgerne. Både de vellykkede, de mislykkede og dem imellem. Læseren må selv tjekke, om anmelderens vurderinger holder stik.

Har man læst mine anmeldelser af de seneste seks Bjarne Reuter-udgivelser, vil man vide, at jeg har været loren. Lad os bare sige det lige ud. Historierne har virket fortænkte, stilen manieret eller bare kedelig. Klicheen med »håndværket er dog i orden« kan man ikke komme uden om. Andre anmeldere har været langt mere begejstret. Hvorfor fatter jeg ikke.

Men kære Bjarne Reuter - alle andre læsere vil vide, at forfatterne selvfølgelig også læser anmeldelser, men man skulle jo nødig blive personlig endsige privat - hvis du lover fremover at skrive lige så godt, som tilfældet er i ”Den iranske gartner”, vil jeg ikke bare melde mig som din ven på facebook, jeg melder mig gerne som menigt medlem af din fanklub.

Nu kommer det så: Jeg kan ikke mindes - og det er ikke løgn - at jeg har skraldgrinet så meget, så længe som jeg har gjort i selskabet med denne historie. Den er langt ude. Den er også meget mere end underholdende. Det ord matcher slet ikke den guddommeligt brutale humor, som hele vejen igennem pulserer i ”Den iranske gartner”.

Måske er romanen så exceptionel vellykket, fordi forfatteren, som tilsyneladende ikke har nogen venner og intellektuelt svæver i et tomrum i dagens Danmark, har sagt til sig selv: Så kan det også være lige meget med alle disse skjulte hensyn og fraterniseringer.

Der filosoferes med en hammer, nej med et gevær beregnet på elefantjagt. Det kan skyde langt, og det tromler alt liv i miles omkreds.

Iransk transvestit
Historien er komplet forvrøvlet. Det gør den ikke dårligere. Det står frit for læseren selv at oversætte tilbage til dagens virkelige verden, men det er noget med en frivol arveprins, som har skudt en iransk transvestit, der arbejder på sorte plader i kongehuset.

To umuliusser af betjente skal sørge for at lukke sagen for pressen, hvorfor diverse meget spektakulære røgslør lukkes ud. Politikere, journalister, mediefolk, almindelige typer, HA'ere, flygtninge, you name it: Menageriet bliver linet op.

Det er ikke altid Reuters frådende pen rammer rent. Men når det sker - og det sker næsten på hver eneste side, og der er 281 af dem - så funger det. Overdrivelsens humor er ubetalelig.

Nej, kære læser: Der kommer ikke nogen stilprøve.

Jeg vil bare sige: Den her roman må du altså pløje dig lystigt igennem. Den er for weird til at blive filmatiseret. Som læseroplevelse er den tæt på uforlignelig.