Anmeldelse:
Anmeldelse: 4 out of 6
Find mere om:
Anmeldelse af Bernardo Atxaga - Syv huse i.. | bog.guide.dk

Syfilis og elfenben

Det kendte tema om forholdet mellem kolonister og indfødte får en ny barsk variation i den baskiske forfatter Bernardo Atxagas veloplagte roman.

Roman
Bernardo Atxaga
SYV HUSE I FRANKRIG

Oversat fra spansk af Iben Hasselbalch

216 sider, 250 kr.

Møller


B97641171Z.1_20140421163008_000+GT1C376V.1-0.jpg

I dag er al snak om sort og hvid forbudt, for slet ikke at tale om ordet neger, men der var engang…

Den baskiske forfatter Bernardo Atxaga genopfrisker i ”Syv huse i Frankrig” kolonitidens Congo, hvor hudfarven afgjorde forskellen på magtfuld og undertrykt.

Har man læst Joseph Conrads klassiker ”Mørkets hjerte”, vil man genkende typerne, miljøet og den rå atmosfære. ”Syv huse i Frankrig” tegner blot et endnu værre billede af de europæere, som i begyndelsen af 1900-tallet drev rovdrift på Congos indfødte befolkning, elefanter og mahogni- og gummitræer.

Dybt inde i junglens mørke forvandles ethvert civiliseret menneske til et grisk, afstumpet væsen. De parisiske boulevarder, hvor folk tale om poesi og politik på caféerne, rumsterer i baghovedet, men da som en salig drøm uden forbindelse med den afrikanske virkelighed.

Splittelsen mellem det, som kolonisterne kommer fra, og det, som de udvikler sig til, får i Bernardo Atxagas roman et hæsligt udtryk i primært kaptajn Lalande Birans figur.

Biran er digter og har en udgivelse bag sig i hjemlandet, men med lyden af abeskrig i baggrunden, masser af spiritus i depotet og uhindret adgang til mørke jomfruer bliver han en ukultiveret, grim satan. Hans poetiske, romantiserende vendinger klinger hult, når de reciteres ind det bundrådne liv, som han og de andre europæere på stedet lever.

Moralsk og inhuman

Bernardo Atxagas skildring af den lille koloni Yangambi helt ud til Congo-floden farves af en lurende, indædt satire, som tager til i styrke side for side. Satiren gør ikke handlingen det mindste morsom. Den understreger derimod graden af ekstremitet i den måde, hvorpå kolonisterne behandler deres omgivelser. Det er et ganske raffineret virkemiddel midt i den næsten naive fortællestil, som forfatteren benytter.

Når udbytteren Biran skal beskrive sin brug af de afrikanske kvinder, som er et af hans ufravigelige privilegier, lyder det sådan:

»Hans tanker tog et lille spring, og han begyndte at frydes ved billedet af den unge pige, som Donatien ville bringe ham denne torsdag. Han forestillede sig nogle tykke læber, nogle stærke skuldre, nogle faste bryster og lår og endelig den centrale del af kroppen. Den pige, eller en anden, der lignede, ville meget snart blive hans. Det var vidunderligt at kunne tillade sig det. Det var fremfor alt vidunderligt, fordi han ville være den første mand for den unge pige. Han kunne ikke løbe den risiko at få syfilis.«

Biran er romanens amoralske figur, mens Chrysostome Liège er dens moralske. Hermed ikke sagt, at Liège er mere human, for det er han ikke. Skal der skydes en indfødt, holder mesterskytten Liège sig ikke tilbage, men når det gælder de seksuelle udskejelser, holder han sig til sin gamle præsts ord: Hellere onanere end ligge med kvinder, som kan smitte med syfilis.

Liège bliver drillet for sin standhaftighed og misundt for sit præcise sigte, og da han taber sit hjerte til en af junglens skønheder, slår hans modstandere til.

Mod det ottende hus

Handlingen er stillestående. Der drikkes, skydes, jagtes og voldtages. Der planlægges kongebesøg, som aldrig bliver til noget. I den tilstand af grundløse forventninger og ikke-begivenheder bliver den ene, men dramatiske hændelse, som sker undervejs, et vendepunkt for magtforholdet mellem kolonister og indfødte.

Biran vil eje syv huse i Frankrig eller rettere: hans hustru Christine vil. Hendes umættelige begær presser ham til at dræbe endnu flere elefanter og fælde endnu mere ædeltræ. Udbytteren får dermed flere, uciviliserede ansigter. Først på dødslejet indhentes Biran af en form for indsigt, da han hvisker:

»Jeg tager af sted til det ottende hus.«

Skæbnen er ikke uden ironi, og Bernardo Atxaga får lukket sin beske fortælling elegant og overraskende.

Anmeldelse af Simon Sebag Montefiore - En vinternat

01-11-2014: ”En vinternat” handler om romantiske længsler i Sovjetunionens mest brutale periode. Man skammer sig næsten over at være så godt underholdt. Læs artikel

Anmeldelse af Ken Follet - På kanten af evigheden. Century-trilogien, bind 3

15-09-2014: Anmeldelse: Ken Follett er stærkest, når han skriver dialog, mens de beskrivende passager består af prosaisk skomagerbas. Men hvad gør det, når handlingen er medrivende, og personerne har dybde. Century-trilogien afrundes. Læs artikel

Anmeldelse af Joyce Carol Oates - De forbandede

02-09-2014: Usædvanlig campus-roman fra en af USA’s største forfattere. Joyce Carol Oates beretter besættende om normalitetens sociale og psykologiske fortrængninger. Læs artikel

Anmeldelse af Jo Baker - Huset Longbourn

09-07-2014: Jo Bakers ”Huset Longbourn” er en tankevækkende roman om alt det, som Jane Austen ikke skriver. Læs artikel

Anmeldelse af Anna Hope - De savnede

26-06-2014: Anna Hope har skrevet flot debutroman om krigstab, privat lidelse og officiel erindring. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste
Loading...