Bering Haarup:
DODO
327 sider, 300 kr.
Forlaget Ries
Er udkommet
Dodo er ved første øjekast en science fiction-roman med et vist spændingsdrive:
Sommerfugleopdrætter og -sælger Mardin bliver opsøgt af en mystisk, fransk samler, der tilbyder ham et ordentligt læs euro for at finde ud af, om der mon ikke et sted på Amager skulle befinde sig et hidtil ukendt konserveret eksemplar af den uddøde Dronte, også kaldet dodoen; en stor, klodset fugl, der ligner en kalkun, og som engang levede på Mauritius.
Et andet sted i byen flakker Jello rundt, Mardins fortabte søn, og et tredje sted begiver Fatma, der ellers helst ikke blander sig for meget i det danske samfund, sig af sted til Høje Taastrup for at købe en seng til sin datter.
Vi befinder os i den nære fremtid. København ligner i grove træk sig selv, selv om Mardin styrer sit stereoanlæg ved hjælp af stemmen og har en ven, der har fået fingre i en 3D-scanner. Carls/Heineken har fået sin egen S-togsstation (jep, Carlsberg er blevet opkøbt).
Byen er i det hele taget kommercialiseret, og sproget globaliseret, men IKEA sælger stadig senge med svenskklingende navne, som er stort set umulige at samle.
Et skred af en art har der altså imidlertid været i det danske samfund. Det koster penge at blive lukket ind i et stormagasin, og der er opstået en hel subkultur af mennesker, der ikke har noget sted at bo, men hustler sig igennem tilværelsen, blandt andet ved at betale suspekte mellemmænd ublu priser for at overnatte på steder som på lofterne over Lidl-butikkerne.
En alarmerende stor del af politikerne taler for indførelsen af et borgerkort - til alle, der har fast arbejde, fast bopæl, og som er danske statsborgere - som et værn mod terrorisme. Sci-fi-genrens nærmest kompulsive omgang med Big Brother er her dæmpet ned til en foruroligende velkendt opportunistisk plapren.
I dette fremtidskøbenhavn færdes det lille og temmelig brogede, men i høj grad sympatiske persongalleri, som Bering Haarup har udstyret ”Dodo” med.
De skrøbelige relationer mellem de enkelte karakterer er varsomt og omsorgsfuldt beskrevet, og en eventuel modstand mod science fiction pakker sig stille og roligt sammen, efterhånden som den ret så fine historie om en flok mennesker, der på bogens bagside meget rammende karakteriseres som »truede arter på kanten af eksistensen«, folder sig ud.
Har du kommentarer til guide? Fortæl os hvad du syntes om guide.dk



