Benn Q. Holm: Københavns mysterier

Benn Q. Holm:

Københavns mysterier

311 sider, 299 kr.

Lindhardt og Ringhof

Udkommer i dag


ROMAN

Forfatteren Q, der lever et stort set bekymringsløst, selvoptaget liv i den kreative middelklasse og deler ikke så få træk med sin egen forfatter, Benn Q. Holm (f. 1962), overvejer at gøre sin næste roman til en fragmenteret beretning med flere fortællerstemmer. Indimellem strejfer han rundt i Københavns gader på må og få.

Det samme gør den tidligere arkitekt Paul. Engang levede han det gode liv oppe i whiskybæltet, men er efter sin 10-årige søns død i en brand gået i opløsning af skyldfølelse og fører lange samtaler med sønnens gravsten på Assistens Kirkegård.

Alt imens en skribent, der kalder sig Max Urban, kun bekender sig gennem en serie af avisklummer med titlen ”Københavns Mysterier”. Her kredser han, i langt højere grad end de to selvoptagne hovedpersoner, om at opdage København, om de navnløse, de hemmelige historier i hver enkelt beboer - de mysterier, som både hans klumme og romanens titel refererer til.

Jeg har set en rigtig narkoman
Ambitionerne om på én gang at skrive en moderne storbyroman, der i selve sin form afspejler det splittede og usammenhængende i bylivet, og bore i de midaldrende, mere eller mindre intellektuelle borgermænds hule tilværelse, er åbenlyse. Også fordi de tre hovedspor jævnligt afbrydes af lange opremsninger, hvor myriader af bipersoner haster forbi, og hver enkelts liv antydes.

Men dermed bliver romanen ramt af sin egen pointe. Forfatteren, altså Q. Holm, synes også selv så optaget af sin egen generation og sit eget miljø, at hans roman aldrig rigtig kommer længere ud - uanset hvor mange gange Paul møder en rigtig levende narkoman, Q er til kamp med FCK, eller de autonome tumler forbi på de sidste sider.

Hajfyldte vande
Hvad der også har at gøre med, at ambitionsniveauet ikke bliver løftet sprogligt, hvor ofte demonstrativt finsleben stilen end er. Q's beretning har over lange stræk karakter af småfnisende nøgleroman, hvor formentlig kun en inderkreds ved, hvem den ældre kvindelige journalist er, der engang skal have haft en stakåndet affære med Jimi Hendrix.

Endnu tyndere klinger det i Pauls kapitler, der trods den tragiske - men ikke af den grund mindre klichéprægede - kulmination hovedsagelig ligner helt konventionel overklassesatire set fra brokvartererne. Jan Sonnergaard light, så at sige.

Samtidig er det jævnligt, som om en overordnet fortællerstemme sætter sig igennem bag ryggen på Paul og Q og muligvis også forfatteren selv, men uden at der nødvendigvis tales mindre overfladisk af den grund: »indre bys hajfyldte vande«, »den store ørkens milliarder af sandskorn«. Og uanset hvor meget der bliver vandret rundt i København, er byen typisk mest til stede i form af ydre markører (bygninger, gader, affald) end i skikkelse af egentlige stemninger eller sansninger.

Mest for mænd
De store armbevægelser og den sindrige opbygning ender med på samme tid at udstråle for meget selvoptagethed og for meget abstrakt konstruktion. Undervejs vil litterære nørder kunne finde efterklange af meget forskelligt fra eksempelvis Peer Hultberg til Paul Auster, og selv titlen er i øvrigt lånt fra en gammel dansk roman fra 1914 (der for sin del spiller på Eugène Sues endnu ældre ”Paris' mysterier”).

Spørgsmålet er dog, om man sidder tilbage med meget andet og mere end den roman, Q skriver på undervejs, og det vil altovervejende sige en slags finlitterær chick-lit for midaldrende bymænd. Hvis begrænsede liv og udsyn, tragedier inklusive, altså bare ikke pr. definition er nær så interessante for omverdenen, som nogle af os vist gerne vil tro.

Romanens småmelankolske grundtone tyder på, at forfatteren ét eller andet sted også godt ved det selv. Alt imens resten af København forbliver et mysterium.