Anmeldelse: Som unge var vi også kedelige

Benn Q. Holm:

BYEN OG ØEN

472 sider, 350 kr.

Lindhardt og Ringhof

UDKOMMER I DAG

Det kan være lidt foruroligende at læse Benn Q. Holms romaner. Han og jeg er nemlig stort set jævnaldrende og færdes at dømme efter hans bøger vist så nogenlunde i de samme mere eller mindre tjekkede og mere eller mindre intellektuelle københavnske inderkredsmiljøer.

Og når man så læser hans romaner, hvoraf den nye ”Byen og øen” er en af de mere ambitiøse, efterlades man småsøvnløs med spørgsmålet: Er det virkelig så kedelige, lidenskabsløse og uvedkommende, vi er?

Har vi sågar været det hele tiden? Lige fra vi i 1980'erne hang ud på Café Dan Turèll til nu, typisk et par ægteskaber senere, da nogen af os er småforsumpede kunstnere, mens andre efter bedste evne lever det glatte liv i den globaliserede overhalingsbane?

Vi ses på øen

Modsat Jens Christian Grøndahl, som Benn Q. Holms univers godt kan minde en del om, er der nemlig ikke tale om, at hans personer kommer til at fremstå med særlig store lidenskaber eller kvaliteter under de moderigtige overflader.

Selv om romanen er ret kunstfærdigt skruet sammen med skiftende fortællestemmer og spring i tid og rum, og der da optræder en pæn portion kærlighed og død og konflikter, formidler det glatte hverdagssprog sjældent, at der skulle være noget videre på spil i og for dem.

På den anden side er der vist heller ikke satire eller selvopgør på spil i den lange, småtraurige beretning om en håndfuld ungdomsvenner, der med tiden som en anden tjekliste spreder sig ud over verden og forskellige erhverv - en skuespiller, et par kunstnertyper, en islandsk desperado, en diplomatfrue, en finansmand, den slags, og til slut mødes igen på titlens ø.

For selv om gengivelsen af, hvordan forskellige velhavende socialgrupper taler til forskellige tider, og hvilke David Bowie-sange der blev spillet hvornår, kan virke præcis og gennemarbejdet ligesom inddragelsen af adskillige verdenshistoriske begivenheder, er der til gengæld ikke ret meget, der ligner humor eller distance i den.

Hertil vor verden går

Måske fordi, der bare ikke er det. Forlaget håber, at det er et bud på »den globale generationsroman og store kollektive samtidsroman«, men reelt er det en meget lille verden og et meget snævert udsnit af både generation og samtid, det skal handle om her.

Den tredje- og næstsidste sætning lyder næsten for symbolsk: »Der skete ikke noget. Ingenting.«

Men man skal dog næppe ret langt uden for romanens på én gang selvoptagede og magtesløse kredse eller have skruet ret højt op for både Sort Sol og Thomas Helmig, før der faktisk er sket og fortsat sker væsentligt mere at skrive hjem og ud om.