Den afghanske sten

Atiq Rahimi:

DEN TÅLMODIGE STEN

Oversat fra fransk af Mette Olesen

140 sider, 199 kr.

Tiderne Skifter

Er udkommet

I Kaaba'en i Mekka ligger den Sorte Sten, også kaldet Sang-e sabur, hvilket betyder den tålmodige sten. Ifølge islamisk overlevering fungerede den som Adams trone i Paradisets Have. Da Adam og Eva blev fordrevet, placerede Gud stenen et sted i verden, så mennesket kunne bruge den til at læsse alle deres sorger, lidelse og nød af på. Det siges, at den en skønne dag, måske på dommedag, vil sprænges i stumper og stykker, og da bliver mennesket befriet for alle sine lidelser.

Stenen er traditionelt en del af de religiøse ritualer i Eid-festen, men en dag går det op for en fortvivlet kvinde, at hendes lamme, umælende og halvt-døende mand sagtens kan agere den Sorte Sten.

I ugevis har hun siddet ved hans sygeleje og fremsagt bønner i takt med hans åndedrag. Hun er desperat og ensom, og bedekransen giver ikke længere nogen lindring. I stedet begynder hun at betro sig til ham.

Alt på én scene

Den afghanske eksilforfatter Atiq Rahimi, hvis bøger har vundet priser både herhjemme og i Frankrig, har skrevet et mageløst drama i flere akter om ikke bare én kvinde, men alle afghanske kvinders vrede, afmagt, længsler, undertrykkelse og fortvivlelse.

Alt udspiller sig på én scene, og fortælleren er en skarp tilskuer på første række, som åndeløst følger de mindste bevægelser i den lille stue, hvor det hele foregår.

Verden udenfor, og dvs. kampene i gaderne, høres i baggrunden som en skræmmende underlægningsmusik. En gang imellem melder den sig på scenen i skikkelse af en taleban-kriger, men projektøren er først og fremmest rettet mod den talende kvinde og den ubevægelige mand.

Fra tid til anden forlader kvinden lejligheden for at se til sine to døtre, besøge sin faster eller handle, men hun vender altid tilbage, draget af den lettelse, som betroelserne giver hende, og fascinationen af, at hun nu er den stærke i ægteskabet.

Et land forbløder

»Jeg vil fortælle dig alt, min sang-e sabur, alt. Indtil jeg bliver befriet for mine lidelser, mine sorger. Indtil du...« siger kvinden og fortæller om sin voldelige far, sin undren over ægtemandens seksualitet, sin vrede over svigermoderen, sin ensomhed og en uhyrlig hemmelighed.

Manden reagerer tilsyneladende ikke på noget af det. Fluerne sætter sig på hans tunge, uden at han så meget som sitrer. Soldaterne retter en Kalashnikov mod hans tinding, uden at han glipper med øjnene, ja, kvinden elsker sågar med en ung kriger i værelset ved siden af, uden at han, stenen, rører på sig.

Forfatterens kritik af islam kommer til orde gennem kvindens følelsesladede monologer om at være pige, kvinde og hustru i en islamisk stat. Atiq Rahimi lægger et snit i et enkelt hjerte, så man ikke kan undgå at se, hvordan et helt land er ved at forbløde, og da dramaet kort før tæppefald forvandles til en thriller, forlader man sin tilskuerplads skælvende og forstemt og på nippet til at eksplodere. Som den Sorte Sten på dommedag.