Astrid Saalbach: Fordrivelsen

Roman

Astrid Saalbach:

Fordrivelsen

333 sider, 299 kr.

Gyldendal

En uskreven lov siger, at anmelderen ikke må afsløre plottet i en krimi. Astrid Saalbachs meget vellykkede roman er ingen krimi, så jeg kan roligt bruge plads på at vise, hvorfor romanen fungerer så godt og tvinger læseren til spændt at vende siderne.

På den anden side er det måske synd for den kommende læser at afdække alle forfatterens numre, og ”Fordrivelsen” er meget mere spændende end langt størsteparten af tidens krimier er; ergo hvis man vil underholdes, blive klogere på, hvad en karrieremand anno i dag er for en størrelse, og hvilke blinde pletter den moderne identitet rummer.

Og endelig flot sagt: Hvordan en rationel livsindstilling slæber rundt på irrationelle komponenter - så læs Saalbachs bog og glem de følgende afsløringer.

Hemmelige sms'er

I første del møder vi Andreas, der sammen med familien er på skiferie. Han er nu mest optaget af at få hemmelige sms'er, og det ender galt på løjpen. Andreas køres ned. I anden del fordeles viden på en anden måde; det går op for læseren, at familien nu ved mere end den invaliderede Andreas, der har mistet al hukommelse om de sidste mange måneder.

Hustruen Mo og de halvvoksne børn ved, hvad sms'erne handlede om, mens Andreas homofobisk benægter enhver snak om, at han skulle have haft et sidespring - med en mand. Vi har at gøre med en mand med stort M, der har skabt big business, og som i øvrigt tænker med et vist organ stift rettet mod Mo.

Men Andreas har ændret karakter, mistet sit selv, alt imens vulgariteter vælter ud af hans mund, og hans seksuelle energi er ustoppelig. Oveni det er Andreas blevet social analfabet. Den pinlige mand, som overgår ”Klovn” med flere længder, ender på porten, og det hele smuldrer omkring ham.

Men han formår at bruge sine sære evner - eller er han et blufftalent? - der forvandler ham fra invalidepensionist in spe til clairvoyant succesfugl i erhvervslivet. Fra at have været en psykogyser glider romanen over til at være en parodisk udstilling af en healer og businessbranche befolket af indbildske fjolser, der under dække af dit og dat er styret af egne interesser. Det er sjovt - men også lidt for langt.

Igen på skitur

Mister Saalbach dermed grebet? Nej, pointen er at genopbygge manden for at berede læseren på sidste del, hvor Andreas igen tager på skiferie. Han skal besøge datter, der har fået arbejde - og bearbejde Mos død. Hendes kræftsygdom kunne healeriet ikke afbøde.

Fra romanens koldsindige prolog ved læseren, hvordan Andreas' skiferie nummer to slutter, og den viden gør skildringen af en masse frustrerede sneturisters adfærd gysende uhyggelig. Endelig ved vi mere end figurerne og kan ikke gribe ind.

Der tælles ned til en katastrofe, mens der festes igennem - og Andreas igen demonstrerer sin okkulte evne. Udgangskapitlet er rasende godt skrevet, intet mindre.

Realisme og syner

Astrid Saalbach er den danske forfatter, der mest suverænt kan springe mellem gedigen realisme og hallucinerende, visionære syner, og dermed tøver man ikke over for tekstens virkelighedsplan.

Langsomt, men sikkert ophobes imaginære øjeblikke, og romanen er på den ene side en udstilling af overnaturlige løjer, som alt for mange tror på, og på den anden side er den selv skrevet ud fra en anfægtet position, der spørger til, hvad virkeligheden er, og hvad der er på bunden af manden - et dyr, en magiker, en kyniker, en tænker eller en ignorant?

”Man ved ingenting”, det er Mos bitre konklusion. Jeg ved godt, hvad læseren, som vil vide mere om mænd, drifter, selverkendelse og karrierepleje, bør skynde sig at gøre.