Anmeldelse: Astrid Heise-Fjeldgren: Glasur

Astrid Heise-Fjeldgren:

GLASUR

198 sider, 230 kr.

Gyldendal

Carsten elsker Leila, han elsker hendes smukke hænder, der langer hindbærsnitter over bagerdisken, han elsker skak, og han elsker den fantasi, der får det hele til at gå op i en eksplosiv enhed - mange gange om dagen.

Til gengæld hader han sin storebror, der i sin Weber-grillede perfektion står for alt det, som Carsten aldrig kan blive. Han hader sin mors nye kæreste, Chico, og han hader sit job på biblioteket. Alt sammen noget, der er med til at prikke til Carstens minus-selvværd.

Carstens lille hormonhule med kusse-kalejdoskopet kørende som skærmbillede på computeren, er hans værn imod en verden, som han ikke tror, at han er en del af. Han udtænker en bizar hævn, som so to speak giver ham en kort tilfredsstillelse, men det egentlige gennembrud kommer ikke, før Carsten opdager, at han måske ikke er så usynlig, som han troede.

Velskrevet roman

”Glasur” er en sprogligt sikker, velskrevet roman med mange gode elementer. Carsten som figur er imidlertid svær at få greb om, fordi han i sin ensomme, gennemseksualiserede, selvhadende gestalt simpelthen ikke er så nem at holde af.

Det er for så vidt helt i orden, men ideen med ham er uklar - skal vi grine af ham? Er det synd for ham? Er han syg? Eller bare 17? Og er spermfortællinger (åh ja, det er der nu noget, der hedder) en genre, der er kommet for at blive?

”Glasur” giver ikke svaret, men giver sjovt nok lyst til at læse mere af denne forfatter.