Assia Djebar: KÆRLIGHEDEN, KRIGEN

Roman

Assia Djebar: KÆRLIGHEDEN, KRIGEN

Fra fransk ved Nina Gross

280 sider, 269 kr.

Athene

Hendes navn er et pseudonym, der på arabisk betyder uforsonlig og det passer på en prik til den holdning hun har vist igennem hele sit prisbelønnede forfatterskab. Født 1936, men siden 1958 bosat i Paris og New York. På dansk har vi for et par år siden fået den sælsomme sensuelle roman ”Shahrazads søster” ( meget anbefalelsesværdig), og temaet er for så vidt det samme her i ”Krigen, kærligheden”.

Kvinden i brændpunkt mellem mand og kultur. Men med sin temmelig anstrengte dobbelte konstruktion gør hun det denne gang ikke let for sin læser. Hun kører samtidigt i to spor.

Stærkt farvet beretning

Det ene er en dokumenteret, men stærkt farvet beretning om den franske erobring og voldtægt, af Algeriet, et lille rigt sørøverland under tyrkisk dominans i 1830 med alt hvad dertil hører af død, blod og undertrykkelse. Det andet er en højstemt poetisk sansning af den muslimske kvinde både dengang og nu som frastødt, tiltrukket, ofte dødeligt såret ved kultursammenstødet mellem den traditionelle undertrykte, men trygge låste kvindeverden, hvor man kender sin plads og kærlighedens styrke, og så den frigørelse som erobreren trods alt bragte med sig.

I korte glimt fra før og nu ser vi kvinden, der tåler alt, heltinden, den oprørske, som vover alt, kvinden, der som sine tavse medsøstre kun har det uartikulerede skrig som den eneste måde til at udtrykke lidelsen og den kollektive resignation, (man kommer uvilkårligt til at tænke på Munchs pige på broen) men også skriget som ”et makabert levn fra forrige århundrede”.

Hysterisk toneart

For Assia Djebar går videre og gør i en noget hysterisk toneart skriget til symbol på det nu frigjorte Algeriets stemme. Den lettest tilgængelige del af denne lidenskabelige bog er de små selvbiografiske afsnit.

Som eneste pige i sin landsby går hun i fransk skole og lærer sproget. Det i sig selv er en frigørelse at kunne udtrykke sig skriftlig, men at tale om sig selv uden at bruge forfædrenes sprog betyder samtidigt at blotte sig, definitivt at gå i eksil. Tanken er subtil, tvetydigt og mangetydig. Som hele romanens lange klagesang.

Tung symbolik

Af mere charmerende glimt er hendes mor, der som eksempel på moderne tider får et postkort fra sin mand stilet til hende personligt, en ellers uhørt åbenhed mellem kønnene og når hun sludrer med sine søstre eller kusiner, kalder ham ved fornavn,” men i selskab med tanter og ældre slægtninge bøjede hun sig for den traditionelle purisme,” For aldrig nævnes fædre og ægtemænd med andet end det neutrale ”han”.

Det er navnlig for den slags små detaljer, man kan holde af romanen trods dens tunge symbolik. Den må have været svær at oversætte, men Nina Gross klarer det fint på vort eget frigjorte sprog.