Anmeldelse:
Anmeldelse: 5 af 6
Artiklens emner:
Find mere om:
Roman (valgte)
Arne Dahl (valgte)

Arne Dahl: Himmeløje

Arne Dahls krimiprojekt er nået i mål med de planlagte 10 bind, men et nyt kapitel ”Elleve” er udkommet i Sverige.

Arne Dahl:

HIMMELØJE (Himmelsöga, 2007)

Oversat af Anders Johansen

419 sider, 299 kr.

Modtryk

UDKOMMER I DAG

Dengang da Arne Dahl endnu var et mystisk pseudonym, og da A-gruppen - det svenske rigskriminalpolitis specialenhed for voldskriminalitet med internationale aspekter - lige var dannet, var krimiprojektet på 10 bind akkurat som Sjöwall og Wahlöös succes-dekalog, ”Roman om en forbrydelse”.

Nu er vi så nået til bind 10, og Arne Dahl er for længst sprunget ud af skabet som den ellers så smalle svenske litterat Jan Arnald.

Kan man standse en publikumssucces på sit højeste, uanset hvad der tidligere måtte være sendt af signaler? Spørg Hollywood, og der vil lyde et rungende nej.

Sir Arthur Conan Doyle måtte som bekendt lade Sherlock Holmes vende tilbage fra den ellers så sikre død ved Reichenbach-vandfaldet i Schweiz. For Colin Dexter var der dog ingen vilje til hverken genoplivning eller åbning af arkivet med gamle sager, da Inspector Endeavour Morse udåndede i 1999.

Men den øverste politiledelse har besluttet, at nu er det slut med den særlige enhed. Nye tider kræver nye tiltag. Så ikke underligt, at de 10 (!) på holdet samles i slutningen af ”Himmeløje” for at diskutere fremtiden. Det bliver en diskussion, der hurtigt ændrer status fra kollegernes politi-professionelle overvejelser til forfatterens diskussion med sig selv om fiktionens mange muligheder.

Da vi er et år bagude med de danske udgivelser af Arne Dahl, kan det godt røbes, at historie nr. 11, som faktisk har fået titlen ”Elleve,” udkom i Sverige den 26. august. Det kan også røbes, at den kyndige litterat, som man hele tiden har anet under overfladen af de barske historier, her giver sig mere åbent til kende.

James Bond-scenarie
”Himmeløje” begynder med et indzoomende satellitblik på A-holdet søndag eftermiddag den 27. august lige i »bristetimen«, den tid på eftermiddagen, da søndagen og hele den forgangne uge lige er ved at tage sig sammen til den næste dybe indånding.

A-gruppens medlemmer er optaget af deres forskellige private gøremål, da et banalt udseende røveri mod en videobutik begynder en kædereaktion, der kulminerer i et veritabelt James Bond-scenarie.

I mangel af et samlet efterforskningsprojekt er holdets medlemmer enkelt- eller parvist optaget af forskellige efterforskninger. Men ikke overraskende viser der sig hurtigt ikke blot sammenfald af aktuelle sager, men der bindes også sløjfer på trådene til A-holdets meritter i fortiden.

Bevare demokratiet
Den røde tråd er en seriemorders forkærlighed for anoreksi-lidende kvinder. Den knyttes så sammen med en anden tråd om informationsteknologiens mange muligheder, såvel legale som illegale. Og det hele kantes af med betragtninger om verdens sande etisk-politiske tilstand, i fugle- (eller vel rettere satellit-) perspektiv.

A-gruppens indsats drejer sig nemlig kun på kort sigt om at bekæmpe forbrydere. På det længere sigt handler det om at bevare demokratiet - gerne efter svensk model - som målet for enhver civilisation.

Arne Dahl har litterært overskud til både at skabe fiktionens illusion om virkelighed og til at sætte illusionen i spil som kommentar til virkeligheden.

Arne Dahl er for længst sprunget ud af skabet som den ellers så smalle svenske litterat Jan Arnald.

A-gruppens indsats drejer sig kun på kort sigt om at bekæmpe forbrydere. På det længere sigt handler det om at bevare demokratiet.

Anmeldelse: Arne Dahl: Hviskeleg

21-09-2011: Krimi: Arne Dahl tager sine læsere ud i Europa til en hemmelig enhed under Europol. Læs artikel

Anmeldelse: Jan Arnald: Intimus

25-12-2010: Der blændes op for de allerinderste hemmeligheder i denne historie om et besynderligt kærlighedsforløb. Læs artikel

Anmeldelse: Arne Dahl: Elleve

22-09-2009: De 10 politifolk skal denne gang fortælle historier på en gammel herregård. Påny fremragende bog fra den svenske litterat Arnald. Læs artikel

Anmeldelse: Store nordiske

13-09-2007: Svenske Arne Dahl og norske Jo Nesbø leverer igen krimi på højt plan. Læs artikel

Anmeldelse: Vidar Sundstøl: Ravnene

30-04-2012: Vidar Sundstøl afslutter sin trilogi om den 50-årige skovbetjent Lance Hansen, der bor i Minnesota.”Ravnene” er en stramt komponeret historie om samvittighed, skyld og den kollektive og personlige histories slagskygger. Læs artikel
 
Loading...
Læs også
Loading...
Mest læste på bog.guide.dk
Loading...
Jeg har læst
Loading...