Arnaldur Indridason: Vinterbyen

Arnaldur Indridason:

VINTERBYEN

(Vetrarborgin, 2005)

Oversat af Kim Lembek

333 sider, 300 kr.

Rosinante

UDKOMMER I DAG

Hvis litteraturen som musikken havde tonearter, så er Arnaldur Indridasons krimier helt bestemt i mol. Denne gang så eftertrykkeligt gennemført, at der ikke engang er sporadiske forsøg på at bryde igennem til en lysere tone.

Det er januar i Reykjavik. Dagen er kort. En lille dreng findes død uden for en boligkarré.

Den efterforskende politimand, kommissær Erlendur Sveinsson, er hjemsøgt af en noget nær permanent depression. Han kan ikke frigøre sig for den skyld, der er blevet hængende, efter at han som dreng mistede sin bror under en snestorm. Det kunne, burde endda måske, lige så godt have været ham.

Børnene er gået i hundene

Han vender tvangspræget tilbage til tragedien ved hele tiden at læse beretninger om islændinge, der er gået til grunde i den barske natur. Som om det ikke var nok, så har han også måttet se sine to børn gå i hundene, efter at han forlod sin kone for år tilbage.

Erlendurs besættelse af sin traumatiske fortid forklarer også, hvorfor en sag med en forsvunden kvinde optager ham så meget. Kvinden, der er formodet omkommet ved selvmord, synes dog pludselig at være vakt fra de døde i form af en række mystiske telefonopkald, som Erlendur ender med at afvise i stigende irritation over, at kvinden ikke vil give sig til kende.

Den lille døde dreng er søn af en thai-kvinde og en islænder, der giftede sig med hende og tog hende med til den nordatlantiske ø. Siden er de blevet skilt, og thai-kvinden har fået selskab af en ældre søn, som hun havde fået i Thailand før ægteskabet med islændingen. Også hendes bror er kommet til sagaøen.

Den lille dreng er blevet myrdet ved knivstik. Meget tyder på en racistisk motiveret forbrydelse.

Erlendur må sammen med sine tro væbnere, Sigurdur Oli og Elinborg, i gang med det lange seje træk med udspørgen af lærere og skolekammerater. Undervejs kommer der en del snavs frem, der viser, at ej heller Island er gået ram forbi, når det gælder kulturernes vanskelige samliv i en migrationstid.

Stemning og plot

Det er hårdt arbejde snarere end brillant intuition, der til slut afdækker begivenhedsforløbet frem til drengens død. Men i modsætning til traditionelle krimier, der slutter med alle sløjfer bundet, når gåden er løst, er afslutningen her begyndelsen til livet efter forbrydelsen, der ikke tegner til at blive en let sag for de nærmeste involverede.

Indridasons femte krimi på dansk er en historie, der i en for genren sjælden grad sammenvæver stemning og plot. Erlendur er ikke bare oppe mod en forbrydelse, men også mod standhaftige personlige dæmoner og et nordatlantisk vintermørke, der i både konkret og overført betydning synes at indhylle alt.