Anmeldelse: Arnaldur Indridason: Nedkøling

Arnaldur Indridason:

NEDKØLING

(Harthskarfi, 2007)

Oversat af Kim Lembek

298 sider, 299,95 kr.

Rosinante

Er udkommet

Egentlig er det ikke nogen politisag, da man finder en yngre kvinde hængt i et sommerhus et stykke vej uden for Reykjavik. Alt tyder nemlig på selvmord. Men der er noget ved situationen, som politimanden Erlundur ikke kan lide. Det har dog mere at gøre med en stemning end med noget håndgribeligt.

Erlundur, som vi kender fra Arnaldur Indridasons tidligere krimier, har udpræget sans for tilværelsens mere mol-agtige toner. Han bærer rundt på en skyldfølelse fra barndommen: hans bror forsvandt sporløst fra en tur ind over vidderne, da hans far og de to sønner blev overrasket af en snestorm. Siden da har han nærmest været besat af sager og beretninger om forsvundne personer.

Samtidig med at Erlendur kredser forsigtigt om selvmordssagen - politiet skal jo ikke spilde ressourcer på det oplagte - dyrker han også nogle gamle forsvindingssager, mest af hensyn til de efterladte, som længes efter opklaringer.

Erlundur finder ud af, at den døde kvinde havde et sygeligt tæt forhold til sin mor, så tæt, at hun på trods af både moderens og sin egen videnskabeligt-rationelle indstilling til tilværelsen som universitetsforskere har forsøgt at bruge medier for at komme i kontakt med moderen i det hinsidige. Der er også noget med kvindens far, der døde under dramatiske, men uklare omstændigheder.

Erlundur trænger langsomt ind i forholdet mellem den døde kvinde, hendes mor og far og hendes mand. Hvad der til at begynde med ligner en tragisk udgang på en uoverstigelig sorg, kommer mere og mere til at ligne et banalt trekantsdrama med kynisk manipulation.

Alt imens Erlundurs efterforskning skrider frem, sker der også noget omkring to forsvindingssager, som han har puslet med, siden efterforskningerne blev indstillede. Der er egentlig ikke noget fra den aktuelle sag, der bidrager konkret. Men for Erlundur bliver arbejdet med det tilsyneladende selvmord en katalysator, der får de gamle sager til at reagere.

Energien kommer

”Nedkøling” starter lidt langsomt, faktisk for langsomt, men accelererer efterhånden som selvmordssagen, de gamle forsvindingssager, Erlundurs personlige skyldfølelse og stumperne fra hans rodede privatliv afgiver energi til hinanden, så der nås kulminationer og afslutninger.

Som det fremgår, er Arnaldur Indridason ikke en krimiforfatter lige efter bogen. Han arbejder meget i stemninger og fornemmelser, hvor politiarbejdet nærmest antager karakter af en kun lige fornemmet skomagerbas. Når man går i gang med Indridason, må man forberede sig på en noget knugende, men samtidig meget fascinerende læseoplevelse.