Anmeldelse:
Anmeldelse: 4 out of 6
Find mere om:
Anmeldelse af Anne-Sophie Lunding-Sørensen - Fald | bog.guide.dk

Anmeldelse af Anne-Sophie Lunding-Sørensen - Fald

Anne-Sophie Lunding-Sørensens feel bad-roman er berusende velskrevet og dyster.

ROMAN
ANNE-SOPHIE LUNDING-SØRENSEN
FALD

176 sider, 249,95 kr.

Gyldendal


B971620863Z.1_20141020194530_000+GPSGIA8Q.1-0.jpg

»Jeg har brug for nogle dage for mig selv. Vær sød ikke at kontakte mig. Jeg ringer. Knus.«

Med denne kortfattede note forlader Mette sin lægemand, sine tre skolesøgende børn og sit dejlige hjem i Aalborg. Med sig har hun en lille rygsæk, nogle hundrede kroner og en vag idé om at tage til hovedstaden. Bare for at få nogle dage for sig selv. Væk fra ”tyngden”, væk fra ansvaret som hustru og mor. Væk fra den ulmende depression, som i de seneste måneder har gjort livet ubærligt.

København kan jo lyde tilforladeligt nok. Især i den lyse tid, hvor studenterne springer ud, og en tropisk varme har ramt landet. Men hvad hjælper det, når man har mørket med sig i bagagen?

Bittersødt og krast

Med ”Fald” har Anne-Sophie Lunding-Sørensen skrevet det stik modsatte af en feel good-roman. Det aner man allerede fra det første kig på forsiden, hvor titlens fire bogstaver får sig en veritabel nedtur på en dystert udseende trappe. Det er helt klart ikke for sjov, det her. Få sider henne i teksten bekræftes anelsen: Forfatteren har med stor omhu destilleret begrebet tristesse og serverer det nu som et lille glas af noget bittersødt og krast for den modige læser. Tag kun frejdigt imod – det er berusende og giver kun små tømmermænd.

Den pulveriserende storby bliver ikke nogen forløsning for Mette. På forbløffende kort tid går den pæne forstadsfrue i hundene. Hun har sex på et snusket hotelværelse med en afdanket musiker. Hun ryger joints med en hekselignende flaskesamler. Pengene slipper op. Byen og dens skæve eksistenser føles truende, og for at føje spot til skade indfinder den dårlige samvittighed sig. Hun har jo svigtet alt og alle.

Samme skamfulde følelse plager René, bogens anden hovedperson. Han har udsat sin nu fraskilte kone og teenagedatter for så fæle svigt, at han nu bor i en slags selvvalgt isolation i en charmeforladt lejlighed lige uden for København. Dagene går med at træne som en robot, spise den samme ensformige mad og passe jobbet som vagt på et SAS Radisson-hotel. For alt i verden gælder det om at bevare kontrollen.

Renés omhyggeligt opbyggede egounivers er imidlertid ikke stærkere, end at korthuset braser sammen, da datteren aflyser et længe planlagt møde. Med lynets hast falder han tilbage til gamle unoder og dårlige bekendtskaber, forude ligger et frit fald ned i det altopslugende mørke.

Et dystopisk Danmark

Bogen klipper kvikt frem og tilbage mellem Mette og René, der ganske vist har vidt forskellige forudsætninger, men som begge bevæger sig på afgrundens rand. Vil de møde hinanden – og vil det ændre noget som helst?

Anne-Sophie Lunding-Sørensen fremmaner et dystopisk Danmark. Foråret med de grønne bøgeblade og glade studenter drukner i strømme af sved, der i ét mindeværdigt tilfælde lugter af lort. Bare tæer giver væskende vabler, triste tanker afføder flere dage lange hovedpiner. Det er sortsyn med mørke solbriller.

Men det er bragende godt skrevet. Forfatteren er formand for den skønlitterære gruppe i Dansk Forfatterforening, og så tager man naturligvis ikke let på sprog og stil. Hver en sætning er vendt og drejet, pudset og poleret. Sætningerne er en nydelse at læne sig tilbage i, man køres limousinelækkert helt dørs.

Af og til nipses der lidt rigeligt: »... hans slidte skjortekrave er flosset i kanten« – mens visse ordbilleder virker søgte, som når træningslokalet lugter af »mørk sved«. Men det er krusninger: Anne-Sophie Lunding-Sørensen skriver bedre og mere bevidst end 90 procent af sine nutidige forfatterkolleger. Det er fire meget store stjerner, der blinker i mørket.

Anmeldelse af Ola Nilsson - Englene

16-08-2013: To triste skæbners veje krydses i Ola Nilssons fine opfølger til “Hundene”. Læs artikel

Anmeldelse: Karl Ove Knausgård: Min kamp 4

25-08-2011: Karl Ove Knausgårds ”Min kamp” fascinerer fortsat i bind fire, hvor han er nået til sin tid som ung lærer i det nordlige Norge. Læs artikel

Anmeldelse af Oliver Zahle - Elefantstenen

08-11-2014: Oliver Zahles fine fortælling om en dreng, der tryller en elefant frem for ikke længere at være den tykkeste i Thyborøn, har ikke gods nok til at fylde en roman. Læs artikel

Anmeldelse af Jonas Suchanek - Do danska

29-07-2014: Velskrevet og spændende debutroman tager læseren med på 1980’er-migration. Læs artikel

Anmeldelse af Karin Alvtegen - Sommerfugleeffekten

09-06-2014: Karin Alvtegens nyeste roman er en halvtam moralitet uden de store overraskelser. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste
Loading...