Anne-Mette Ejlersen: Solvejg

Anne-Mette Ejlersen:

SOLVEJG 228 sider, 229 kr.

Det Andersenske Forlag

UDKOMMER I DAG

Solvejg er i fyrrerne og har for så vidt styr på tilværelsen som redaktør på et københavnerbaseret livsstilsmagasin. Hun er mor til Jakob, men skilt fra hans far, Torsten, der er gift igen, og Jakob bor størstedelen af tiden hos sin far.

Solvejg bor hos sin moster, Ingeborg, der hjælper hende til at komme overens med tabet af hendes problematiske mor. Men en dag får Solvejgs tilværelse et nyt perspektiv, da hun ved et tilfælde møder den unge Mattias.

Mødet på bænken

De falder i snak på en bænk ved søerne, begge opmærksomme på ænderne i vandet, og da Mattias lader hende vide, at han er boligsøgende, tøver hun ikke længe, før hun tilbyder ham en plads i sin og mosterens lejlighed.

Men Mattias viser sig at indeholde mere, end Solvejg først antog. Han er opvokset med sin far, og hans mor efterlod ham, da han var ganske lille. Faderens præstegerning har påvirket Mattias i en kristen retning, faktisk i en grad, så han virker en smule missionsk - dog ikke på den gængse måde.

Samtidig med mødet med Mattias kommer Richard ind i Solvejgs liv. De to får med det samme en intim relation, og da Richard beder hende følge ham til Australien, tager hun med. Samtidig verserer der ydermere et rygte på magasinredaktionen, om at chefen har en affære med Agnete, der står på spring til at overtage Solvejgs job.

Tætproppet forløb

Det tætproppede ydre hændelsesforløb skal naturligvis tjene som en metaforisk pendant til den indre udvikling, som Solvejg kommer til at gennemleve.

Men Anne-Mette Ejlersen, der debuterer med ”Solvejg” (der nærmest ikke kunne have heddet andet givet hovedpersonens bastante tilstedeværelse i romanen), virker ikke, som om hun på forhånd har besluttet sig for, hvad de isolerede begivenheder skal betyde for det samlede hele.

Derfor kommer romanen til at stritte i så mange forskellige retninger, at ekskurserne knyttet til eksempelvis Richard eller Mattias virker flagrende og tilfældige. Som sporadiske neddyk i emner, som Ejlersen tilfældigvis kender til.

Fad fornemmelse

”Solvejg” falder derfor på sin usammenhængende stil. Man fatter aldrig rigtig interesse for handlingen, fordi den virker så tilfældig, og fordi personer ikke rigtigt vokser i romanens løb. Og det er ærgerligt, for der er vigtige og interessante problematikker på spil.

Der er for så vidt ikke noget galt med Ejlersens sprog, om end der er langt til bagsidetekstens løfte om, at hun fortæller med en »usædvanlig fornemmelse for at sprænge sprogets vante grænser«.

Det ser man mildt sagt ikke meget af. Alt i alt er det en noget fad fornemmelse, man sidder med efter endt læsning, og man føler sig hverken klogere på livet, sig selv eller Solvejg.