Anmeldelse:
Anmeldelse: 2 af 6
Artiklens emner:

Anne-Marie Vedsø Olesen: Glasborgen

Operaroman byder på originale ideer, men mangler spark i stiletten.

Roman

Anne-Marie Vedsø Olesen:

Glasborgen

279 sider, 299 kr.

Gyldendal

Ovenpå weekendens glamourøst illustrerede interviews med Anne-Marie Vedsø Olesen var mine forventninger til hendes femte roman, ”Glasborgen”, endnu højere, end de var i forvejen. Modigt fortalte hun om sin vej fra pæn, mørkhåret læge til Marilyn Monroe-blond forfatter, femme fatale og operalibrettist gennem destruktive kærlighedsaffærer og store passioner.

Om nogen burde hun kunne begå, hvad bagsideteksten benævner en højdramatisk og blodig fortælling om en operasangerindes altopslugende affære med sin dirigent. Vedsø Olesens viden om opera skinner da også igennem her. Lige så glædeligt som ambitionen om at skrive storladent, vildt og vovet. Det er at gå imod den statsautoriserede, danske litteraturstrøm, og det kræver mod.

Problemet er bare, at Glasborgen sprogligt og handlingsmæssigt er alt andet end vild og vovet, og det, der er tænkt storladent, genlyder af floskler: »”Hvorfor gør I det her mod mig?!” råber hun ud i mørket. ”Jeg hader jer!” Ikke engang ekkoet svarer. Hun er alene. Alene med sin stemme, alene med smerterne.«

Tusind spørgsmål

Operasangerinden Judith med de tusind retoriske spørgsmål og den i romansammenhæng irriterende tendens til at råbe sine lidet mundrette replikker ud i rummet har ellers fået sit livs rolle i Operaen på Holmen. En originalt tænkt romanscenografi, der ikke vinder ved at blive udpenslet i stillestående, overtydelige passager.

Efter et ”Black Swan”lignende opløb med førstesopranen Magdalena får Judith til opgave at synge hovedpartiet i ”Isabella”, en nyskrevet opera af komponisten og dirigenten Rolf. Som i den oplagte inspirationskilde, Bartóks ”Hertug Blåskægs Borg”, lader Judith sig forføre.

Der går et floskuløst »sug igennem hende«, og snart bliver passionen fuldbyrdet med ordene »hans hænder myldrede overalt på hendes krop, som havde han otte arme. Så var han i hende.«

Altopslugende passion

Man håber forgæves, at forfatteren vil udfolde og sandsynliggøre historiens bærende element: Den altopslugende passion. Især da Rolfs dæmoniske ven Vilgot entrerer scenen. Han trækker handlingen i retning af vampyrgenren, der er kendt for at marinere sine tyndbenede plots i alt, hvad der er saftigt og lystfyldt, men forbudt.

Ideen med at introducere et vampyrtema er fin. Der er alt for få vampyrer i dansk litteratur, men når skriften forbliver blodfattig og personkarakteristikken enstreget, blotlægges det tyndbenede i historien. Som en krimi uden et mord.

Da passionen endelig indfinder sig i det afsluttende crescendo, er den ikke lystfyldt, men destruktiv for Judith, der gennemgående virker for pænpiget og afhængig af Rolfs og Vilgots blik, uden at man forstår hvorfor. Dertil forbliver hendes livshistorie for sammenfoldet.

Høflig vildskab

Man vil vildt gerne tro på, at mændene »til sammen udgjorde kræfter, hun ikke kunne modstå«, men det er umuligt at tro på en floskel, og det er svært at fastholde interessen, når man har gættet plottet på side 25. Højstemte scener er der mange af, og højdramatisk bliver det også, især til slut, men selv her er vildskaben for høflig og klichefyldt.

De originale ideer er der, og jeg kan sagtens se Vedsø Olesen skrive den store operaroman, men hun må have langt mere spark i stiletten.

Leonora Christina Skov er kritiker ved Weekendavisen og har udgivet tre romaner.

Blå bog

Anne-Marie Vedsø Olesen

Født i 1962 i København.

Uddannet læge.

Forfatterdebut i 2000 med ”Salernos sol”.

Hun har siden udgivet romanerne ”Djævelens kvint”, ”Tredje Ikaros” og ”Gudernes tusmørke”.

Debut til marts som operalibrettist med ”Orkestergraven” på Den Fynske Opera.

Hun bor i København sammen med Morgenavisen Jyllands-Postens litteraturredaktør Jakob Levinsen.

Anmeldelse: Indra Sinha: Mr. Loves død

22-04-2012: Møjsommelig udpakning af denne fortællings mange lag og spillet mellem digt og virkelighed udgør bogens dynamik. Læs artikel

Anmeldelse: Jens Christian Grøndahl: Før vi siger farvel

19-04-2012: Jens Christian Grøndahls nye roman er et studie i overfladekultur. Læs artikel

Anmeldelse: Iben Mondrup: En to tre - Justine

11-04-2012: Videokunstneren Justine er fyldt med vrede, sorg, fortvivlelse og jalousi, som gnisterne flyver fra. Læs artikel

Anmeldelse: Niels Peter Juel Larsen: Alicia - En kærlighedshistorie

09-04-2012: Niels Peter Juel Larsens ”Alicia” er en fin lille kærlighedshistorie, der udforsker, hvad besættelser kan gøre ved mennesker. Læs artikel

Anmeldelse: Christian Jungersen: Du forsvinder

26-03-2012: Otte år efter bestselleren ”Undtagelsen” er Christian Jungersen tilbage med en ny roman. ”Du forsvinder” kommer aldrig op på det filosofiske niveau, som romanen ellers lægger op til. Læs artikel
 
Loading...
Læs også
Loading...
Mest læste på bog.guide.dk
Loading...
Jeg har læst
Loading...