Anmeldelse:
Anmeldelse: 3 out of 6
Find mere om:
Anne Sofie Allarp: Falske stemmer | bog.guide.dk

Anne Sofie Allarp: Falske stemmer

Når politik bliver fiktion er det ikke til at skelne fra TV-avisen eller dramaserien Borgen. Eller for den sags skyld Mogensen & Kristiansen.

Roman

Anne Sofie Allarp

FALSKE STEMMER

387 sider. 300 kr.

Peoples Press

Der er det kedelige ved virkeligheden, at der sjældent er noget ved den. Så når den indtræder i litteraturen, bliver teksten derefter.

Men forfatteren Anne Sofie Allarps virkelighed (eller tidligere virkelighed) er af en særlig, dramatiserbar art. Hun har, oplyses det, arbejdet en årrække som international sekretær for Socialdemokraterne og har tidligere arbejdet for Europabevægelsen, Folketingets EU-Oplysning og for EU-Kommissionen.

Heraf romanen.

Hun forsikrer rutinemæssigt til sidst, at »denne bog er det pure opspind. Ingen af personerne eksisterer i virkeligheden, ligesom handlingen udelukkende er et produkt af min fantasi.«

Det er i hvert fald løgn, for hvad Allarp har gjort er at lægge en tynd fernis af fiktion hen over et kendt hændelsesforløb, nemlig Helle Thorning-Schmidts vej til magt og vælde.

Sexet brunette


Formanden for Arbejderpartiet, Ulla Bjerg Petersen, moderne, sexet brunette står foran at vinde den forestående valgkamp. Hun ligner til forveksling ikke bare Helle Thorning-Schmidt, men måske i virkeligheden langt mere Birgitte Nyborg fra tv-serien Borgen, bortset fra, at hun har en lidt mindre overbærende mand, som er hurtigere til at kræve skilsmisse, fordi han er træt af at være børnepasser og i øvrigt hanrej i den grad.

Det fiktive greb i romanen er noget med valgsvindel under den afstemning, der gjorde hende til formand.

Men ellers ligner det. Her er forsøgsvis sexet undertøj, belgiske chokolader som trøstespisning, truende skilsmisser og slankekure, kaffe og hyggedruk.

Personerne er banale, lever banale liv, tænker banale tanker og siger banale ting fuldstændig som i virkeligheden, ikke som i den gode litteratur. Sproget er den kendte prunkløse, for ikke at sige fladtrådte normalprosa, en hverdagsrealisme så hverdagsagtig, at hver dag ligner mandag.

Når der føles, er det sådan her:

»Og skulle hun være helt ærlig, så havde hendes følelser for Peter været nede i det helt lavpraktiske også længe før den aften, hvor arbejdet med partiets finanslovsforslag blev fortrængt af to flasker rødvin og udløsning af den spænding, der længe havde bygget sig op imellem hende og Mads.«

Og så kigger hun ud ad vinduet.

»Hun fik en klump i halsen ved tanken om en barndom i disse omgivelser. Eller var klumpen der i forvejen?«

Det må man nok spørge om, især, når Allarp beskriver en træthedsfølelse sådan her:

»Da hun et kvarter senere lå i sin seng med tårerne silende ud af øjnene, forsøgte hun forgæves at genkalde sig samtalens detaljer. Det eneste, der var klart for hende i det øjeblik, var en dunkende følelse af ensomhed og fortvivlelse, der fyldte hver en celle i hendes krop.«

Midt i en valgkamp


Sådan lyder det, når Barbara Cartland vinder valget, og ”Falske Stemmer” lægger sig dermed pænt i tidens store stak med feminiseret pseudospænding.

Men der er selvfølgelig et andet lag. Det er ikke tilfældigt, at bogen udkommer lige nu i slipstrømmen af valgkampen, den er en del af den evindelige iscenesættelse af politik som et drama, der i virkeligheden er med til at forandre vores demokrati til en ren tilskuersport.

Lidt interaktivitet fås jo i en nøgleroman som denne, især for de særligt interesserede, men mest for dem.

Jeg må i hvert fald erkende, at jeg hidtil har levet lykkeligt uden at vide, hvem partisekretær Niels Sonne er. Men han optræder, forstår man på pressesnakken, i romanen som, »en 32-årig nobody, ikke havde den erfaring, pondus eller karisma, der normalt fulgte med jobbet.«

Så er det måske derfor, man ikke har hørt om forlægget.

Resten kender man, resten har man set i Borgen eller hørt levende beskrevet i Mogensen & Kristiansen, resten er den glubende fascination af det politiske spil, der stiger i takt med vores almindelige afmagt, resten er spil og spin og ikke andet.

Og det er i grunden kedeligt i længden, også som romanforlæg.

Anmeldelse af Lis Vibeke Kristensen - Kirsebærtiden

23-02-2014: Bertolt Brechts hustru har inspireret Lis Vibeke Kristensen til at skrive en roman om forbudt kærlighed i det tidligere Østtyskland. Læs artikel

Anmeldelse: Uffe Stormgaard: De skamløse

26-10-2011: 10 forsvundne millioner, en smule sex og skamløse politikere og embedsmænd. Uffe Stormgaard har begået noget så sjældent som en kommunal spændingsroman. Læs artikel

Anmeldelse: Philip Roth: Jeg blev gift med en kommunist

23-09-2011: Philip Roths 13 år gamle roman kan læses som et privat hævntogt. Men den indeholder også fine glimt af en mistroisk tid. Læs artikel

Anmeldelse: Orhan Pamuk: Uskyldens museum

30-06-2011: Nobelpristagerens nye bog er nærmest 500 siders meditation over en tabt kærlighed. Hovedpersonen skildres som en yderst selvcentreret og dobbeltmoralsk figur. Læs artikel

Anmeldelse: Lally Hoffmann: Damaskus-affæren

21-04-2008: Tv-reporter Lally Hoffmann har skrevet glimrende bøger om Frankrig og en samtalebog med Ole Wøhlers Olsen, men kikser i spændingsroman-genren. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste
Loading...