Anne Chaplin Hansen: OP OG NED AD DEN GYLDNE TRAPPE

Anne Chaplin Hansen: OP OG NED AD DEN GYLDNE TRAPPE
192 s., 249 kr.
Lindhardt og Ringhof

»Fortæl, inden du glemmer!« Sådan lyder moderens opfordring til den unge Marie, da hun en morgen vågner fortumlet op af en drøm. Tiden er besættelsesårene, stedet en lille lejlighed på Christianshavn, og Marie er uden tvivl lig med forfatteren selv.

»Fortæl, inden du glemmer!« Det er en af mange dejlige sætninger i Anne Chaplin Hansens (f. 1924) roman, Op og ned ad den gyldne trappe. Og forfatteren indleder faktisk sin roman med et par gode og kloge betragtninger over erindringens væsen: Erindringen bryder sig pokker om logik og kronologi, mens fx dét at huske har en optimistisk klang; det er lyden af latter mellem venner og hjemlig fortrolighed.

Gode betragtninger som sagt, selv om det er spørgsmålet, om ikke Anne Chaplin Hansen i grunden har brugt mere af sin gode hukommelse end selve erindringens væsen til at skrive om de fem mørke år?

Den skønne mor

Romanen er stort set kronologisk, hvor vi følger Maries udvikling fra pige til halvvoksen kvinde og med Befrielsen som slutning. Og hvor meget Chaplin Hansen end må have digtet til, så læser man især romanen som noget, der er husket:

Anekdoter og scenerier, hvor den mærkelige, men forførende far går til og fra familien, mens Marie og hendes skønne mor bliver stående så at sige i fortællingen: Moderen, der kan koge suppe på en pind og bage en kage ud af ingenting. Moderen, der sætter hele verden på plads.

Hvor er tårnet?

At kalde det for en roman, som forlaget gør på forsiden, er nok også lige i overkanten. Dertil gør erindringens hukommelsens stof for lidt kunstnerisk væsen af sig. Anne Chaplin Hansen fortæller både stemningsfuldt og fortryllende, især det første, men hun lover noget, som hun ikke rigtig holder.

I starten skriver hun om stedets ånd: Torvet og tårnet. Christianshavns Torv med »al jordisk trængsel«. Vor Frelsers Kirkes tårn som dét, »der drog blikket opad«. Problemet er, at denne jordiske trængsel med en farverig beskrivelse af bl.a. de handlende, bliver Anne Chaplin Hansens hovedærinde, mens vi til gengæld næsten ikke hører eller ser noget til det himmelstræbende tårn med den snoede trappe.

Hvorfor introducere et tårn, som ikke bliver brugt til noget? Det opaddragende blik, tankens forgyldte snoninger om det anelsesfulde eller det fantastiske alt dette synes fortælleren, undskyld mig, at glemme.

kultur@jp.dk