Anne Chaplet:
EN REN DØD (Sauberer Abgang, 2006)
På dansk ved Steen Sohn
256 sider, 270 kr.
Forlaget Sohn
Er udkommet
Hvad var det egentlig, der foregik dengang i 1981, da en kreds af venner, alle midt i tyverne, havde gang i noget meget hemmeligt?
På det tidspunkt, otte år før Murens fald, syntes der at være en opblomstring i den civile ulydighed i Forbundsrepublikken Tyskland. Adskillige aktivister var på gaden i protest mod deponering af atomaffald, Natos dobbeltbeslutning, osv.
Ikke siden de gode gamle dage omkring 1968 havde revolutionens fortropper i den grad vejret morgenluft. Men vandkanonerne hjemme i de vesttyske gader var dog trods alt at foretrække for afhopning til arbejder- og bondeparadiset DDR.
Den 48-årige Will - af uransagelig grunde kaldet Max på bogens bagsideomtale - Bastian er lige gået fra sin partner gennem de seneste år. Hun vil have barn, han ikke. Det med ansvar og planlægning er borgerdyder, som han som freelance boheme-journalist ikke vil vide af.
Men fortiden kan man ikke bare lige afskrive. Det finder Will ud af, da hans gamle venner fra 1981 og nu veltilpassede samfundsstøtter én for én findes kvalte. Den femtakkede stjerne, der findes ved ligene, er den nøgle til fortiden, som Will kun er alt for bevidst om, men som han foretrækker ikke at inddrage politiet i.
Den samme ulyst ved at inddrage politiet har Dalia, den rengøringsassistent, der har været til stede ved samtlige dødsfald. For hende dog, fordi hun allerede er i politiets søgelys for at have udnyttet sin adgang til diverse papirkurve i afpresnings-øjemed.
Samtidig med, at læseren følger Dalias småsvindlerier og Wills vanskeligheder ved at finde sig tilrette i sit nye samliv sammen med sin aldrende og ikke helt lette far, har læseren privilegeret indsigt i statsadvokaturens arbejde.
Statsadvokat Karen Stark er karrierepige i en konservativ, kompetitiv og forfængelig mandeverden, og så lider hun af ikke tilstrækkeligt gengældt kærlighed til den lokale og meget charmerende retsmediciner.
Brikkerne falder naturligvis på plads til sidst med perspektiv til både Anden Verdenskrig, Den Kolde Krigs aktivistmiljøer og den moderne finansby Frankfurt am Main, der skildres på godt og ondt, men altid med øm kærlighed.
Stemningen i historien er gennemgående kuldslået, med små øer af pludselig lykkefølelse. Anne Chaplet, pseudonym for historikeren Cora Stephan, kan både plotte og opbygge atmosfære.
Det er lidt tankevækkende, at dette forårs to opgør med den politiske aktivisme præsenteret i danske krimi-oversættelser, først Håkan Nessers ”De ensomme” og nu Anne Chaplets ”En ren død,” er udgivet af henholdsvis det gamle venstrefløjsforlag Modtryk og den gamle kommunistformand og tidligere så DDR-begejstrede Ole Sohns forlag.
Men sådan har historien det jo med at kaste sit idylliserende skær over det meste.
Har du kommentarer til guide? Fortæl os hvad du syntes om guide.dk



