Caruso synger ikke mere

Oversat fra tysk af Steen Sohn

320 sider, softcover

med flapper, 299 kr.

Forlaget Sohn.

UDKOMMER I DAG

Anne Chaplet er en dreven kriminalforfatter med foreløbig ni romaner bag sig, men hvis man tror, at man med ”Caruso synger ikke mere” stiger ombord i 320 siders gammeldags krimispænding, gør man klogt i at tro om igen.

Godt nok er der både lig i kølerummet, skamferede heste i stalden og pyromanbrande på de yndige bondegårde, men uhyggen ligger og lurer på et helt andet ideologisk, eksistentielt plan.

De konkrete forbrydelser er kun et snedigt alibi for at fortælle den ene af de to spøgelseshistorier, som de arme tyskere tilsyneladende aldrig slipper fri af.

Denne gang er det ikke Anden Verdenskrig, men genforeningen af de to Tysklande, som spøger i kulissen, og Anne Chaplet har dermed skrevet en roman om den ubehagelige krimivirkelighed, som tyskerne - vidende eller uvidende - lever i til daglig. En virkelighed, som betyder, at selv kærligheden har elendige vilkår.



Oven på sit stof
Det bedste af det hele er, at hun beskriver situationen med veltempereret ironi og analytisk brod. Hun er i høj grad oven på sit stof, denne historiker med skrivekløe.

Meget længe aner læseren ikke uråd, men følger blåøjet i hælene på Paul Bremer, der har slået sig ned i den lille landsbyidyl Klein-Roda for at slikke sine sår efter en opslidende skilsmisse. Eftersom han samtidig har sagt sin stilling op, har han god tid til at falde ind i landboernes beroligende rytme af hanegal, traktorlarm og højrøstet gadesladder og kommer snart til at holde af alle deres mange sære vaner.

Faktisk er hans integration så fuldendt, at da den fredsommelige egn pludselig hjemsøges af både påsatte brande, tyverier og hesteskænding, er han som sine småborgerlige naboer hurtig til at gøre en flok rumænere til syndebuk.

Anne Chaplet skåner ikke sine landsmænd det mindste, men hudfletter ihærdigt den tyske hjemstavnsdyrkelse. Hun er tydeligvis ude med riven, når hun beskriver landsbyens snæversyn og dens indædte angst for det fremmede. Ikke mindst fordi det faktisk bliver den fatale grund til, at ingen har øje for den egentlige gerningsmand før meget sent i forløbet.



Den "dumme" tysker
Paul Bremer repræsenterer den nye ”dumme” tysker, der tror, at man kan gemme sig væk bag roser og hvidmalede stakitter.

Anne Bureau fra nabobyen, den anden af romanens undvegne byboere, repræsenterer det tyske dilemma mellem fortid og nutid.

Det er da også hendes historie, som for alvor tænder læseren. Først i kraft af det lig, som hænger på en kødkrog i hendes kølerum, siden i kraft af beretningen om hendes fortvivlende kærlighed til netop den myrdede, hendes østtyske ægtemand, der var informant for Stasi og gik under navnet Caruso.

Morderen skal ikke afsløres her, og for så vidt er det også ligegyldigt, hvem det er.

Til gengæld kommer det næppe bag på nogen, at der står lokale folk bag romanens andre småforbrydelser.

Anne Chaplet punkterer således både myten om den tyske hjemstavnsidyl og den lykkelige genforening. Meget snurrigt udført og temmelig tankevækkende.