En skaldet affære

Anna Grue:

Den skaldede detektiv

422 sider, 300 kr.

Politikens Forlag

Er udkommet

Anna Grue kan beskrive en midaldrende kvinde med både fejl og mangler så præcist, at hårene rejser sig i nakken og lattertårerne løber ned ad kinderne. Det beviste hun især i sin debut ”Noget for noget” og igen i ”Judaskysset”, anden bog i krimiserien om reklamemanden og privatdetektiven Dan Sommerdahl.

I de to nævnte bøger springer henholdsvis viceværtens kone Jytte og efterskolelærerinden Ursula levende ud fra bøgernes sider. Og Grue rammer i så mange tilfælde klokkerent i sine karakterbeskrivelser, at man kan tilgive plotmæssig lethed. Bare ikke denne gang, den fjerde Sommerdahl-krimi, ”Den skaldede detektiv”.

Titlen er også hovedpersonens øgenavn, og selv om det ikke er fysisk muligt, får han kam til sit hår, da han bliver bedt om at opklare et mysterium.

Parret Harskov har mistet to børn, den ene ved en ulykke, den anden ved selvmord - tilsyneladende. Begge døde, da de var præcis 16 år og 27 dage gamle, og forældrene tror, at det ikke var et tilfælde - som politiet gør.

Nu er Harskovs yngste søn Malthe ved at nå den forbandede alder, og Sommerdahl hyres til at forhindre, at også Malthe bliver slået ihjel.

Privat en klaphat

Det er især de to mænd i overgangskrise, teenageren og den midaldrende detektiv, der udsættes for Grues letløbende pen. Og det er ærgerligt, fordi ingen af dem har noget særligt at byde på. Særligt Sommerdahl er rent ud sagt irriterende intetsigende.

Han er i privaten en nosseløs klaphat, der ikke kan finde ud af, om han skal være sammen med sin nye, unge kæreste eller vende tilbage til sin kone gennem mange år. Det er hans dilemma.

Det er ærligt talt en slap konflikt, som ikke afføder mange filosofiske overvejelser, som man kunne hav lyst til at sætte ind på hukommelsens bankbog.

Manglende substans

Det er problematisk, at hovedfiguren er så gennemsigtig, når det resterende karaktergalleri er fuld af kulør.

Grue har en særlig forkærlighed for teenagedrengen, virker det til, og hun har vist opsnappet en sprogtone fra sine egne eks-teenagere, som hun dedikerer bogen til. Men igen mangler der substans i psykologien, og så kan hun skrive nok så godt, men er der intet at skrive om, kan det i realiteten være lige meget.

Kunne plottet så afføde en frydefuld gysen, gik det nok endda, men det er denne gang kriminelt gennemskueligt. Man skal ikke have læst mange krimier for at regne dén ud. Anna Grues nyeste udspil er altså en ærgerlig skaldet affære.