Forsvarsværkerne bryder sammen

Anna Gavalda:

LYKKEN ER EN SJÆLDEN FUGL

Oversat fra fransk af Elin Lassen

560 sider, 349 kr.

Per Kofoed

Er udkommet

]Anna Gavaldas nye roman er for lang og for tyk og for tung og for bred og dermed alt for lidt genuint gavaldask.

Hvad er der blevet af den højhælede minimalist med de raffinerede pointer, spørger man? Hvad er der sket med den underfundige satiriker? Selvfølgelig er hun der indimellem og i små frydefulde glimt, men mestendels er hun forsvundet i de rosa gevandter fra en triviel kærlighedshistorie.

Og det er næsten ikke til at bære for den læser, der stadig ikke er kommet sig over hendes fantastiske og stilsikre novellesamling fra 2004 .

Skyggen fra fortiden

I ”Lykken er en sjælden fugl” fortælles historien om arkitekten Charles, der rammes på eksistensen, da en skygge fra fortiden begynder at røre på sig.

Anouk, mor til hans bedste barndomsven, er død, og Charles skruer sig nedad i en sorg og skyld, som river alle forsvarsværker med sig på vejen og afslører hans ellers så succesfulde liv som hult og meningsløst.

Mens fortiden buldrer ind over ham, tvinges han til at erkende, at den uforløste kærlighed til den meget ældre Anouk har mærket ham mere, end han har villet være ved. Der er således tale om en variation af Mrs.Robinson-temaet: Ung mand elsker moden kvinde.

Nedstigning til helvede

Det er den ene del af romanen, nedstigningen til erkendelsens helvede, og den er udformet efter det såkaldte ellipse-princip, hvor forfatteren bevidst skriver staccato-agtige sætninger, som netop ved at være ufuldstændige, associative og abrupte giver det hele et gådefuldt, æggende anstrøg.

Det er her, at Anna Gavalda ligner sig selv allermest: Lattermild og kritisk og først og fremmest kortfattet og original rent sproglig, og gid hun dog havde sat punktum dér - før den happy end og dermed før udfoldelsen af en millenium-utopi, som vi kender til bevidstløshed fra livsstilsmagasinerne.

I den anden del møder Charles nemlig Kate, en rigtig Moder Jord-type med langbord, gummistøvler og køkkenhave, og han begynder den møjsommelige opstigning til en jordisk udgave af et lysblændet paradis, som forfatteren bliver så grebet af at beskrive, at hun tilsyneladende glemmer både ellipseteorien og de helt elementære beskæringsregler.

Anna Gavalda kan skrive, vel kan hun så. Hun kan tale om timer, som »varmen ikke er gået af endnu«; hun kan tale om at »aflæse måleenhederne i det projekt, som kaldes eksistensen«, hun kan kort sagt sætte ord på det ordløse, og hvorfor hun denne gang har givet los og ladet en overvældede horde af ord invadere fortællingen, er uforståeligt. Og møghamrende ærgerligt.