Anna Friis: Vi er da voksne mennesker

Roman Anna Friis:

Vi er da voksne mennesker

224 sider, 229 kr.

Gyldendal

Den romandebuterende Anna Friis beviser med ”Vi er da voksne mennesker” at have en fin sans for sin generations forlængede ungdomsfølelse, der resulterer i en konsekvent vægren ved at tage ansvar og definere sig selv som voksen.

Med hovedpersonerne Kristian og Mia, der er midt i 20'erne, fortæller den unge forfatter en historie, som de fleste i den generation vil kunne nikke genkendende til. De er kærester, bor i en lille lejlighed, hun er studerende, han er droppet fra arkitektstudiet og arbejder som tjener, mens han drømmer om at lave tegneserier i stedet for at smile til pommes frites-spisende kunder.

Deres venner er ligeså uforpligtede, som de selv er, og hverken nødvendighed eller ansvar tvinger dem til at komme videre i deres liv. De insisterer på deres ret til at være dåseølsunge, selvom de for længst burde være kommet videre. Derfor ligger de på sofaen, går på café eller drikker sig fulde. Igen og igen. Og så igen.

En del af miljøet

Friis har givet fat i noget. Som generationsportræt er ”Vi er da voksne mennesker” glimrende, og som forfatter udviser hun en fin fornemmelse for at lade sproget mime den tilstand, som hendes karakterer befinder sig i.

Her er ingen flagrende adjektiver, ingen krydrede beskrivelser og ingen sproglige gulerødder, der skal få os videre i teksten. På den måde suges læseren fornemt ind i det univers, som Friis så præcist gestalter.

Desværre er det også tydeligt, at forfatteren selv er en del af det miljø, som hun beskriver, og det i en grad så romanen kommer til at lide under mangel på distance. Kristan og Mias liv er lige lovlig Aarhus-indspist, og er man ikke selv bekendt med den jyske hovedstad, forlener stedangivelser som Trøjborg, Frederiksbjerg og Drudenfuss ikke byen med nok aura til, at man efterlades af noget egentligt indtryk af byen og dens pejlemærker.

Vel tungt og socialrealistisk bliver det også, at Kristian og Mia skal have en polsk indvandrerkvinde som nabo; så kan de lære, at der er nogen, der har rigtige problemer.

”Vi er da voksne mennesker” (som mere virker som et retorisk, ubesvaret spørgsmål end en konstatering) kommer til at snuble over sin egen pointe. Helt bevidst træder Friis vande i Mia og Kristians gudsjammerligt kedelige tilværelse, men formår ikke at løfte romanen fra den trivialitet, den har som mål at skildre, og det er en skam.

Formentlig havde ”Vi er da voksne mennesker” gjort sig bedre som en stram og skarptskåret novelle, men der er trods alt så gode takter, at man formentlig med forhåbning kan se frem til mere fra Anna Friis.