Anita Krumbach: Den som Fanden lytter til

Ungdomsroman

Anita Krumbach:

Den som Fanden lytter til

96 sider, 149,95 kr.

Høst & Søn

Anita Krumbach, der har gået på Forfatterskolen for Børnelitteratur og i 2009 romandebuterede med den fine, lille fortælling ”Et mærkeligt skib”, er aktuel med en roman så kort, at den genremæssigt med sin ekstremt stramme struktur kun akkurat kvalificerer sig som en roman. Men hvad ”Den som Fanden lytter til” mangler i omfang, har den til gengæld til hobe på indholdssiden.

Krumbach fortæller i et sprog, der på samme tid er lyrisk funklende og prosaisk nøgternt, den rørende og barske historie om pigen Vina, hvis hele tilværelse er mærket af en vinter, hvor ”det forfærdelige” sker med hendes bror, Johan.

Hvad der nøjagtig sker med drengen, præciseres aldrig i de kursiverede tilbageblik, men Johan er væk i ordets mest endegyldige forstand. Hændelsen har rystet Vinas familie i en sådan grad, at hver gang vinterkulden indtræffer, må den flytte for dermed at forsøge at flygte fra den smertelige erindring.

Midt i miseren står Vina, en lille pige, der forstår alt og intet, og er plaget af skyld over tabet af broderen.

Da Vina møder drengen Tejs, der er offer for en drengegruppes konsekvente overgreb, dannes der forsigtigt grobund for et tøbrud i Vinas diffuse sorg. Alt kan blive godt igen, opdager hun, »Hvis man gør noget farligt«.

Drama og følelser

Krumbachs intense lille børnethriller tager et eminent livtag med vores normale opfattelse af litteratur for børn og unge. Her er både drama og følelser, som børn og unge med rislen ned ad ryggen vil kunne nikke genkendende til, men Krumbach formidler i et formsprog, der så stringent bryder med enhver forventning, hvorfor det i udgangspunktet temmelig banale indhold løftes.

Hun benytter sig fermt af små, elegante greb, der næsten er umærkelige, men hvis effekt er larmende stor. F.eks. kaldes Vina og Johans forældre ved navn, Ketil og Adda, og ikke, som de fleste børn vel ville kalde dem, mor og far. Den fremmedgørende distance, som Vina føler i forhold til sine umiddelbare omgivelser, bliver dermed sprogligt så tyk, at den rammer læseren som et knytnæveslag i maven.

”Den som Fanden lytter til” anbefales ambitiøst til læsning i folkeskolens ældste klasser.

Herfra skal lyde en anbefaling af den lille tekst til alle og enhver, der har mod på en læseoplevelse, hvor der i hver sætning åbenbarer sig et væld af nuancer og perspektiver. Sjældent har en lille historie fyldt så meget.