Anmeldelse:
Anmeldelse: 5 af 6
Artiklens emner:

Andrea Maria Schenkel: Mordets by

Man skal læse mellem linjerne for at få det fulde udbytte af den tyske bestseller.

Andrea Maria Schenkel:

Mordets by

(Tannöd, 2006)

På dansk ved Nanna Thirup

181 sider, 249 kr.

Hr. Ferdinand


KRIMINALROMAN Der er krimier og så er der kriminalromaner. Det er i hvert fald, hvad nogle genrehistorikere og -teoretikere mener.

Krimier æstetiserer forbrydelsen og dens opklaring i overensstemmelse med et sæt litterære konventioner. De udgør en slags genreformel, hvorover der kan skabes utallige variationer. Forbrydelsen er igangsætteren for en handling, hvor logik og kombinationsevne spiller den afgørende rolle, både for efterforskeren og læseren. Den klassiske krimi a la Agatha Christie hører hjemme her.

Kriminalromaner er derimod historier, der interesserer sig for selve forbrydelsen i dens psykologiske og sociale sammenhænge. Efterforskningen kan spille en vis rolle, men foregår ofte i baggrunden og er ikke nødvendigvis vigtig for historien. Her finder man en titel som Dostojevskis ”Forbrydelse og straf”.

I praksis er de to typer fusioneret mere eller mindre i vor tids krimier. Det ville være næsten utænkeligt at servere en forbrydelse blot som ”mysterium” for læseren. Både forfatter og læser kræver, at forbrydelsen indsættes i en sammenhæng, og kræver også, at efterforskeren ikke bare er en maskine, men et menneske af kød og blod.

Tysk bestseller


Alligevel kommer man undertiden ud for krimier, der læner sig tydeligt i den ene eller den anden retning. Som det er tilfældet med tyske Andrea Maria Schenkel, der må siges at have skrevet en decideret kriminalroman.

At den er gået rent ind hos læserne vidner dens lange ophold på de tyske bestsellerlister om.

Det er en ganske kort historie, henlagt til en landsby i Tyskland i 1955 og bygget over virkelige begivenheder.

En dag findes en hel familie og dens tjenestepige myrdet i en afsides liggende gård. Drabsmandens identitet og omstændighederne omkring drabet lader sig ikke umiddelbart bestemme.

Den anonyme fortæller er opvokset på egnen, men har været væk længe. Nu vender hun tilbage for at høre, hvad de lokale kan berette om til et menneske, der både i en periode har været en af deres egne og dog er en fremmed, der skal rejse bort igen. Den ideelle situation for den, der vil opnå tillid. Men mens en del af informationerne kommunikeres til den besøgende, er der også en del, endda de vigtigste, der synes at blive fortalt hen over hovedet på den besøgende og direkte til læseren. Med mellemrum citeres fra den katolske liturgis forbønner og helgenanråbelser. De kommer til at stå som en slags besværgelse af den desperate afmægtighed over for så voldsomme tildragelser.

Lidt efter lidt stykkes omstændighederne omkring drabene sammen. At der ikke var tale om nogen idyl i mordets landsby bliver hurtigt klart.

Mellem linjerne


Schenkels kriminalroman er en bemærkelsesværdig fortælling. Det er en af dens slags historier, hvor der skal læses mellem linjerne for at få det fulde udbytte. De fredelige samtaler og lavmælte bekendelser producerer, på trods af deres forankring i dagligdagen, en næsten uudholdelig klaustrofobisk og dæmoniseret stemning. Skrækken og ubehaget bliver hængende hos læseren længe efter at sidste side er vendt.

kultur@jp.dk

Anmeldelse: S.J. Bolton: Rødt lys stop

25-03-2012: Der er uhygge i tykke lag i ”Rødt lys stop”. Men det er en meget helstøbt og fascinerende krimi. Læs artikel

Anmeldelse: Tana French: Tilbage til Faithful Place

21-06-2011: Den tredje kriminalroman fra irske Tana French er endnu bedre end de to første - og tilmed fint oversat Læs artikel

Anmeldelse: Georges Simenon: Maigret 1

19-04-2011: Ikke blot tåler Georges Simenons 80 år gamle Maigret-romaner et gensyn. De sætter også et niveau, som det meste af vore dages krimibølge knap kan få øje på. Læs artikel

Anmeldelse: Tæt parløb

22-06-2010: Samarbejdet mellem mand og kone har udmøntet sig i en vellykket krimidebut. Læs artikel

Nyhed: Derfor er Stieg Larsson så populær

08-04-2010: Hvorfor er Stieg Larssons romaner så populære? Professor Gunhild Agger, der sammen med kolleger har forsket i den skandinaviske krimi, har et svar på spørgsmålet. Læs artikel
 
Loading...
Læs også
Loading...
Mest læste på bog.guide.dk
Loading...
Jeg har læst
Loading...