Anders Björkelid: Ondvinter

Anders Björkelid:

ONDVINTER

Oversat fra svensk af Kamilla Jørgensen

312 sider, 150 kr.

Politikens Forlag

Er udkommet

Nordisk fantasy er i den grad en trend i disse år, og der er da også noget ved det nordiske mørke, mytologien og melankolien, der passer ualmindeligt godt sammen med fantasygenrens særtræk.

Anders Björkelids ”Ondvinter” er udsprunget af denne iskolde bølge, og er første bind i en serie på fire planlagte, der kaldes ”Fortællingen om blodet”.

De 13-årige tvillinger Sunia og Wulf bor alene sammen med deres far, som forsørger familien ved landbrug og jagt. Familien er ikke rigtigt en del af fællesskabet i den nærliggende landsby - de ser særprægede ud med deres sorte hår og blege hud, og farens jagtmetoder ligner ikke de andre mænds.

Sunia og Wulf fornemmer denne anderledeshed, men det er tydeligt, at faren ikke fortæller dem alt. Tvillingernes mistanke om, at noget er galt, vækkes for alvor, da en fremmed mand opsøger gården. Han og faren taler et mærkeligt sprog sammen, og det er tydeligt, at den fremmede vil have noget bestemt, som faren nægter at give ham. Da faren kort efter bliver såret under en jagt og dør, starter tvillingernes kamp for at lære sandheden at kende.

Det bliver en lang og spændende rejse, hvor tvillingerne kommer i kontakt med deres rødder langt, langt tilbage i tiden. Det viser sig, at tvillingerne er ”af blodet” og dermed forbundet med en overmenneskelig art, som er de eneste, der kan vinde kampen mod kulden, den ondvinter, som langsomt fryser verden og menneskenes hjerter til is.

Forvirrende vi-form

Tvillingerne er tæt forbundne - så tæt, at forfatteren har valgt en ualmindelig kringlet fortælleform i første person flertal, en noget forvirrende vi-form, der fortælleteknisk tilsyneladende byder på så mange problemer, at den opgives et stykke inde i bogen, da Sunia overtager fortællerrollen.

Eksperimentet fungerer godt som en markør af det særlige bånd mellem tvillingerne, men som læser irriteres man efterhånden. Bortset fra dette, er sproget præget af sikkerhed og sans for stemninger, og forfatteren skriver tydeligt på både Lindgren og Tolkien i en vellykket blanding.

Det samlede indtryk forbliver imidlertid - nå ja, køligt. De snefygende kulisser er virkningsfulde, men hovedpersonerne kommer aldrig rigtig til live. De udfoldes forhåbentlig i det efterfølgende bind, og så kan serien vise sig at blive et kvalitetsløft til en til tider noget blandet genre.