Amélie Nothomb: Tokyo min elskede

Amélie Nothomb:

TOKYO MIN ELSKEDE

172 sider, 249 kr.

Tiderne Skifter

Er udkommet

Det voldsomme forsidefoto af forfatterinden Amélie Nothomb med stirrende øjne og røde læber kan tjene som den første advarsel mod hendes forhåndenværende meget selvbiografiske roman ”Tokyo min elskede”.

Men den direkte hilsen til Marguerite Duras' roman ”Hiroshima mon amour” og Alain Resnais' filmatisering af denne prøver Nothomb dristigt og helt uden passende ydmyghed at skrive sig ind i samme tradition.

Bogen handler om den 21-årige belgiske Amélie (forfatteren selv), der er opvokset i Japan og nu tager tilbage til Tokyo for at ernære sig som franskunderviser. Hun får hurtigt fat i sin første privatelev, Rinri, der er søn af en velhavende familie og har et kært forhold til alt, hvad der er fransk. De to udvikler snart et kærlighedsforhold, men det er som om, at det altid er Rinri, der investerer mest i det.

Omslagsteksten lover, at romanen beskæftiger sig med det forhold, at kærligheden på japansk kan deles op i den lidenskabelige kærlighed, ”élan”, og den lettere, mere ubekymrede kærlighed, ”koi”, og så skulle det snedige være, at Rinri er forelsket på den første måde, og Amélie på den anden.

Det er mildt sagt meget væsen at gøre ud af en halvpubertær forelskelse, hvor den ene part er mere involveret end den anden. Den slags går der 20 af på dusinet. Og hvad værre er: Nothomb formår at skrive en kærlighedshistorie, hvor man end ikke kan tvinge sig til at holde af - endsige med - nogle af personerne. Enhver skildring er så prætentiøs og parfumeret, at den kvæler alt i historien.

Minder om en dagbog

Det er tydeligt at ”Tokyo min elskede” er et personligt erindringsværk. Så personligt at det som oftest minder mere om en dagbog end en selvbiografisk fiktion. Og det er, som om, at forfatteren, der ellers har udgivet 13 romaner, simpelthen ikke mestrer formen.

Dette kommer til udtryk som syntaksproblemer, som eksempelvis, når Amélie skriver, at vandsenge var på mode for 20 år siden. Disse ”20 år siden” refererer selvfølgelig til 1989, da romanen foregår, da vandsenge næppe havde gjort deres våde indtog i soveværelset endnu 20 år tidligere. Dér røber hun pludselig en forfatterinstans, der er på tidsmæssig afstand af begivenhederne, selv om intet andet i teksten har ladet os tro, at vi ikke konstant befinder os i 1989.

En lille ting, bevares, men både sjusket og irriterende, når man læser den. Det eneste forsonende ved romanen er dens akkurate beskrivelser af den japanske kultur. Ellers er der ikke meget at komme efter.