Roman
Aline Sax:
Mellem to verdener
Fra hollandsk ved Birthe Lundsgaard
370 sider, 299 kr.
Forlaget Turbine
Er udkommet
Emnet er måske navnlig i Belgien behæftet med tabu. Hvordan en dreng på 17-18 år erkender sin seksualitet, og hvilke smertefulde konflikter det medfører.
For ham er det dobbelt svært, fordi han er tvilling, og Alexander, som han er dybt forbundet med, er til piger og forstår ikke et kuk af, hvad der foregår i Adriaans hjerte og krop.
Dette alvorlige tema har den unge belgier Aline Sax, født i 1984, kastet sig ud i med liv og sjæl og fået noget ganske rørende ud af. ”Mellem to verdener” er bogstavelig, idet handlingen spænder over det ludfattige Belgien omkring 1910 og New York i den såkaldte fagre nye verden parallelt med den tvedelte kønsorientering.
Aline har læst grundigt på sin udvandrerhistorie, for skildringen af den udpinte landbofamilie virker meget autentisk. De har solgt alt for et bedre liv i Amerika, hvor de drømmer om et frodigt landbrug. De indskibes i lasten på et passagerskib, hvor de overlever med nød og næppe for blot, da de når frem til USA, at blive sendt tilbage.
Lige bortset fra Adriaan. Den arme knøs vandrer hjemløs omkring i New Yorks gader uden penge og uden at kunne et ord engelsk.
En portier på et hotel forbarmer sig over den smukke dreng og giver ham husly i sin lille lejlighed og skaffer ham samtidigt et job som opvasker, men selvfølgelig til en ussel løn.
Det liv, som den naive Adriaan nu oplever sammen med Jack, der bliver oprigtigt forelsket i ham, er fjernt fra de store vidder, de gyldne kornmarker og jorden, som de ville få gratis til at dyrke.
Et New York på vrangen med skræmmende fattigdom, sult, kriminalitet, ludere, betændte homobarer. Ikke desto mindre, fordi Jack med langsom forførelse har lært ham at kende sig selv om bøsse - men så nænsomt, så nærsomt, Aline Sax skriver jo med kvindesind - og fordi han selv kommer til at elske Jack af hele sit rene hjerte, vælger han at blive hos ham i New York.
Dette skønt hans elskede tvilling igen har sparet op til at komme til USA for at finde den bror, som han skulle dele livsdrømmen med.
Alexander er stadig den naive bondeknold og forstår ikke et pluk af det, der udspiller sig for næsen af ham i storbyens homoseksuelle miljø.
Og her befinder den unge læser, som romanen er skrevet til, sig i et fiktivt hverken-eller og i tvivl om følelser, og hvad der er det rette at gøre. Uden den borgerlige morals pegefinger. Men aldrig i tvivl om hjertets rettigheder. De unge har det ikke let.
Har du kommentarer til guide? Fortæl os hvad du syntes om guide.dk



