Aase Schmidt: Historien om mit hjerte

Aase Schmidt:

HISTORIEN OM MIT HJERTE.

164 sider. 249,95 kr.

Fås som e-bog.

Samleren.

Hvornår er man gammel? Eller rettere: Hvornår erkender man, at man er blevet gammel? Hvem tager livet af den unge pige indeni, og hvorfor sker det?

Det er den slags spørgsmål, som kvinden i ”Historien om mit hjerte” bliver ved med at kredse om, efter at hun er blevet indlagt med en alarmerende høj puls.

Hjertet slår for hurtigt, og pludselig er hun fanget i et behandlingssystem, som tager hendes alder dybt alvorligt. Det er selvfølgelig en meget realistisk og fornuftig tilgang, men ikke desto mindre dybt krænkende at blive konfronteret med vurderingen af, om ens krop overhovedet er en behandling værd.

Først er hun nærmest lammet af panik. Siden omsættes panikken til eftertænksomhed og beroligende erindring. På et tidspunkt tænker hun: »Måske er det i dette øjeblik, mellem hostende gamle mænd, at jeg på et dybere plan skal lære, at jeg ikke længere er ung. Heller ikke yngre. Ikke engang ældre. Men gammel«.

Konturløse følelser

Det er et uhyrligt paradoks, at øjeblikket som et koncentrat af liv først for alvor ses i lyset af døden, men sådan er mennesket så mærkværdigt skruet sammen. Også denne kvinde, der på flere områder minder om sin forfatter, og måske netop derfor kan skrive så klart og nøgternt om de konturløse følelser og flygtige erkendelser vedrørende forfald og skrøbelighed.

Romanen glider frem og tilbage mellem de højst virkelige hospitalsindlæggelser med stuegang, undersøgelser og søvnløse nætter, de mere drømmeprægede, refleksionstunge rejser, som kvinden foretager sig indimellem og lange erindringsrækker om faderen, moderen og mobningen i skolen.

Hun rejser både til udlandet, det sydlige Italien bl.a., og tilbage til barndomslandet, som selvfølgelig ikke længere ligner sig selv og alligevel hjælper hukommelsen smukt på gled. Navnlig gensynet med hendes eget yngre, usikre selv er nødvendigt i forsøget på at nå en afklaring i forhold til den nye, skræmmende livsfase: Alderdommen.

Klient og sjælesørger

Fortælleren er et ensomt jeg, der taler sig gennem angsten i en stort set ubrudt monolog. Hun er på en og samme tid sin egen klient, psykolog og sjælesørger, og selv om hun kommer hel igennem processen, er der noget dybt forstemmende over hendes insisteren på at stå alene. Bevidst eller ej afspejler hun dermed bagsiden af tidens ensidige fokus på individets selvberoenhed.

”Historien om mit hjerte” skriver sig fint og afdæmpet igennem og ud af angsten og forfaldet som et opmuntrende bevis på, at alderdommen - med Klaus Rifbjergs ord - nok er stærkt overvurderet, men mulig at finde sig godt til rette i.