A.-M. Vedsø Olesen: Gudernes tusmørke

A.-M. Vedsø Olesen:

Gudernes tusmørke

253 sider, 249 kr.

Gyldendal

Hvis titlen lyder bekendt, er det, fordi det er den danske oversættelse af titlen på den sidste opera i Wagners Ring, ”Götterdämmerung”. Det er da heller ingen tilfældighed. For Anne-Marie Vedsø Olesens tredje og sidste historie i trilogien om den genopstandne egyptiske gud Seth har tematisk fællesskab med det tankegods, som Wagner investerede ikke blot i Ringens fire operaer, men også i ”Tannhäuser” og ”Parsifal.” Det handler om spændingen mellem ånd og materie, mellem sind og krop, mellem kontrol og tøjlesløshed.

I Vedsø Olesens første bog i trilogien, ”Djævelens kvint”, blev Seth hidkaldt fra de slumrende guders rige ved den specielle formindskede kvint ”tritonus”, et uharmonisk stræk over fem toner, der kaldes djævelens kvint. Seth er den ægyptiske gud, der står for kaos. Hos Vedsø Olesen bliver han indbegrebet af ikke blot det kaotiske i verden, men også al energien og den ureflekterede livslyst, det som grækerne og romerne kaldte det dionysiske. Over for ham står den genfødte Horus, hans apollinske modsætning. Han står for fornuft, tilbageholdenhed, osv.

Kødets lyster

Et lærd selskab, Trismegistoen, har i generationer holdt øje med verdens gang i overensstemmelse med denne ældgamle opfattelse af verden som delt mellem Seth og Horus. Selskabet er fast besluttet på nu at lade det komme til et opgør med Seth.

Seth har igen manifesteret sig i menneskekrop efter at have været lutter voldsom vejrenergi. Han har bosat sig i en gammel borg ved Rhinen, hvor han tæt ved oprindelsesområderne for det gamle tyske legendemateriale, som Wagner byggede på, har planer om at leve med orgier inspireret af markis de Sade.

Det går også en tid. Han lokker dirigenten Martin Seeber til at bo hos sig og hengive sig til de kødets lyster, som Seeber sådan længes efter. Men i baggrunden er der prøvearbejdet i operaen i Wiesbaden med ”Parsifal,” operaen om spyddet, der blev stukket i siden på den korsfæstede Kristus, den hellige gral og behovet for soning mellem mennesker og guder og mellem mennesker indbyrdes. Seeber er splittet, med Seth lokkende fra den ene side og ”Parsifal” fra den anden.

Trismegistoen er rådvild og magtesløs, indtil det går op for selskabet, at de må tilbage i myternes konkrete anvisninger. Der lægges op til ikke blot kamp på liv og død, men kamp om to modsatte livs-principper.

Ovebevisende blanding

At ville kalde Vedsø Olesens trilogi magisk realisme ville være en underdrivelse. Det er rendyrket fantasy, der vil skræmme den læser, der trives bedst med socialrealisme, langt væk. Men selv om man ofte under læsningen er fristet til at tjekke forfatterens påstande, så blandes det hele sammen til en overbevisende historie med en bemærkelsesværdig sammenvævning af både handling, ord og musik i Wagners ”Parsifal” med en stadig mere intensiveret handling.

Både som tekst, der forholder sig begavet både strukturelt og tematisk til musik, og som en konsekvent gennemtænkt fantasy er ”Gudernes tusmørke” både en meget tilfredsstillende afslutning på en usædvanlig trilogi og også en litterær præstation af internationalt format.

kultur@jp.dk